Kia Sportage: friske kræfter til populær SUV

Kias mellemstore SUV møder op med nye dieselmotorer og mærkets første mildhybrid til sin midtlivs-opstramning.

Kia Sportage GT-Line 2018 bagfra.
Forpremiere

FRANKFURT To et halvt år er ingen alder for en bil. Alligevel synes Kia, at det er blevet tid til et facelift af Sportage, mærkets storsælgende SUV.

Sportage er Kias mest solgte model i verden, inklusive Europa. I Danmark bliver den mellemstore SUV dog overhalet af fem andre Kia-modeller.

Nye miljøkrav spiller ind på den hurtige opdatering: EU strammer fra september kravene til biles renhed, og deadline for mindre CO2-udslip i 2021 nærmer sig hastigt.

Derfor sker der en del med motorerne i den fornyede Sportage, der ventes til Danmark i det tidlige efterår. De udmærkede benzinmotorer fortsætter uændret – oplevet fra førerpladsen – men under bunden har både den 132- og den 177-hestes benzinmotor nu partikelfilter. Det var noget, der engang var forbeholdt dieselbiler, men miljønormen Euro 6d Temp vil det anderledes.

Se mere: Kia Sportage: mere af alt det gode

Kia Sportage 2018 forfra.
Kofanger og lygter er ændrede, og den nederste, gennemgående kromliste er ny. Her er det en GT-Line, som nu skiller sig mere ud fra de billigere versioner. Fotos: Torben Arent 

Kia tror på diesel

Og så tror Kia i bemærkelsesværdig grad på diesel. Tre nye tilbydes i Sportage.

Og så tror Kia i bemærkelsesværdig grad på diesel. Tre nye tilbydes i Sportage.

Diselmotorerne er nye og bedre. Den gamle 1.7 er væk og erstattet af en helt ny 1.6-familie, der bl.a. kendes fra den nye Ceed. Det er der kommet et mere støjsvagt og raffineret maskineri ud af. Men brændstofforbruget – det officielle – er steget.

Mens den gamle med 115 hk kørte 21,7 km pr. liter, nøjes den nye – samme ydelse – med 20,0. Det er efter den nye, mere strikse WLTP-målemetode. I praksis kan man håbe, at brændstoføkonomien i stedet er forbedret en smule.

Se mere: VW Tiguan - offroader til fint brug

Motor mener

Kia Sportage er nu som før en rigtig fin, allround SUV med god plads og gode køreegenskaber. Kombinationen af diesel og elmotor er en spændende vej at tage, men første udgave fungerer ikke imponerende.

Alle versioner har nu stop-start.

48 volt sparer på dråberne

Markant nyt er der på Sportages store dieselmotor. 2.0-motoren har fået det, der kaldes mildhybrid-teknik. Det betyder, at der er et lille, ekstra batteri på 48 volt, der arbejder sammen med en lille elmotor (som i virkeligheden en kombineret starter-generator).

På den måde aflastes og boostes dieselmotoren, så der spares lidt på dråberne – ca. fire procent længere på literen ifølge den nye norm. Mere konkret: 18,5 km pr. liter i stedet for 17,2.

Den halvkraftige elmotor på 12 kW (16 hk) sørger også for en meget hurtig og blød genstart af motoren.

Se mere: Mercedes tager strøm på benzinmotoren

Men ellers skuffer Kias nye mildhybrid efter Motors første tur i bilen. Dieselmotoren er særdeles modvillig til at slukke, når der strengt taget ikke er brug for den.

48 volt batteriet.
Under gulvet i bagagerummet ligger der et ekstra batteri. Det er et 48 volt litium-ion-batteri, som giver strøm til en 12 kW hjælpemotor. Batteriet stjæler plads fra det ellers nyttige rum under gulvet.

Den slukker f.eks. ikke, når man triller afsted med 80 km/t. ned ad en svag hældning. Coasting eller sailing kaldes det. Det kan en VW Golf Blue Motion finde ud af. Ikke en gang når man triller hen mod et rødt lys med lavt fart, går den ud den. Først lige før tilstand, ved 5-10 km/t., bliver der stille.

Kias teknikere forklarer, at systemet ikke er designet til at slukke dieselmotoren ved coasting, men at den – afhængig af forholdene - burde gøre det under 30 km/t.

I Danmark er mildhybriden da heller ikke særlig relevant indtil videre, da den kun er kombineret med den firehjulstrukne topmodel. Senere – i 2020 – kommer teknikken også til de to mindre dieselmotorer.

Nyt i kabinen

Nuvel, faceliftet er andet end nye motorer, selvom det hver især er småting.

I førersædet kan man lægge hænderne på et nyt rat samt have udsyn til en finere, stor skærm på otte tommer – hvis man altså opgraderer fra den normale syvtommers. Den store skærm er ’rammeløs’, dvs. selve skærmen går helt ud til kanten. Ser pænt ud.

Førerpladsen i Kia Sportage.
Førerpladsen er velindrettet, uden så mange dikkedarer og stadig en del almindelige knapper. Parkeringsbremsen er elektrisk, en telefon kan lades trådløst, og der er to gode kopholdere. Skærmen er på op til otte tommer som her - og nu 'rammeløs'.

Bestiller man bilen med navigation, er bilen altid online og med tjenester (leveret af Tom Tom) som lokal vejrudsigt, trafikmeldinger, brændstofpriser i nærheden og ledige p-pladser.

Fuld LED-forlys fås, og det samme gør en ’Smart Cruise’-fartpilot, der virker ned til 0 km/t. Nyt er også muligheden for kameraer, der ser hele vejen rundt om bilen og giver helikopter-udsyn.

Bagagerummet er pænt i størrelsen, men rummeligheden varierer nu efter motorvariant. Størst er det med benzinmotorer, mens det skrumper lidt med 1.6 diesel, hvor en ny, stor tank til Adblue (bruges til at rense udstødningen) stjæler plads. I 2.0 diesel ryger der endnu mere (under det øverste gulv) på grund af litium-ion-batteriet.

Bagsædet.
Bagsædet (uændret) er fint til voksne og (afhængigt af udstyrsniveau) med både luftdyser, stik til usb og 12 volt samt midterarmlæn. 

Kia Sportage bygges som hidtil i Slovakiet, så transporttiden til Danmark er kort. Det spiller særligt ind, hvis man vil skræddersy sin bil.

Se mere: Hyundai Tucson - en luksuriøs koreaner

Ukendte priser

Priserne var ikke kendte ved den europæiske præsentation, men forvent en startpris på 330.000-340.000 kr.

Man har lov til at forvente, at nødbremse nu er standard, men det er ikke bekræftet. På den hidtidige version har det skammeligt været ekstraudstyr til 15.000 kr.

Se mere: Honda CR-V: SUV til syv