Audi E-tron - elbil på tysk

Den første rigtige elbil fra Audi byder sig til med firehjulstræk, op til 400 km rækkevidde og ca. 400 hk. Prisen for e-tron ligger tæt på en mio. kr.

Audi E-tron forfra
Forpremiere

Motor mener

Audis elbil er baseret på fabrikkens dyder, når det gælder kvalitet, sikkerhed og komfort. Det er blevet til en en fin, men også en dyr bil.

ABU DHABI Der bliver kamp om kunderne til luksuriøse elbiler i de kommende år. For mens Tesla hidtil har kørt rundt som stort set eneste premium-elbil på markedet, ser 2019 ud til at blive året, hvor det amerikanske mærke får selskab af nye europæiske elbiler fra Audi, BMW, Jaguar og Mercedes-Benz.

Læs også: Motors test af Tesla Model S

Vi har netop prøvet Audis elbil, der slet og ret hedder E-tron. Der er tale om en SUV med plads til fem, og den er udstyret med et avanceret firehjulstræk, idet der er placeret elmotorer ved både for- og bagakslen.

VIDEO: Se nærmere på e-tron

Kan lades hurtigt

Batteriet til de to motorer er placeret under gulvet og vejer i alt 700 kg. Det er på 95 kWh, og det skulle ifølge Audi være nok til at sikre en rækkevidde på op til 400 km efter den nye WLTP-norm.

Som noget nyt og unikt kan bilen lades op med hele 150 kW, hvilket betyder, at man kan lade bilen op fra 20 til 80 procent på omtrent en halv time. Det giver ca. 240 km ekstra på „tanken“ ved blot en halv times ladning.

Læs også: Motors første møde med Jaguar I-Pace

Endnu findes der dog kun en enkelt så hurtig ladestander i Danmark, så de fleste af gangene må man nøjes med at lynlade fra en af de mere almindelige 50 kW-lynladere (tager en til to timer), eller også kan man lade op med op til 11 kW derhjemme, og så vil det tage ca. otte timer at få fuldt blus på bilen.

Audi e-tron kabine
Førerpladsen er holdt i typisk Audi-formsprog. Der er digitalt instrumenthus og i midten to store skærme, hvorfra man styrer de fleste af bilens funktioner.

Ægte premium-fornemmelse

Køreturen i den nye E-tron viste en elbil i en helt færdig kvalitet. Dørene med de rammeløse ruder lukker nydeligt, sæderne er lækre at sidde i, og instrumentbordet ligner noget fra de nyeste topmodeller fra Audi.

Læs også: Motors test af Tesla Model X

Med gearvælgeren i D kan køreturen begynde, og det første man mærker, er en utrolig letkørt bil. Speederen lukker moderat op for strømmen til de to elmotorer, og selvom det kan gå stærkt målt med benzinbilens målestok, så er det ikke noget med at hamre afsted på en angstprovokerende måde.

Her går det i stedet lydløst i et tempo, der føles rart, uden at man af den grund har svært ved at køre fra de traditionelle biler på vejen, hvis det er det, man vil.

Audi e-tron gear
En smart gearvælger gør det let at skifte fra forlæns til baglæns kørsel. Bilen går selv i ’P’ og aktiverer P-bremsen, når bilen slukkes.

Bremserne lader bilen op

Bremserne er et kapitel for sig selv, for Audi har gjort virkelig meget ud af at opsamle den energi, der er for meget, når man bremser. Det betyder, at man langt hen ad vejen udelukkende benytter elmotorerne som en motorbremse, der derved genererer strøm, der gemmes i batteriet.

Bliv medlem og få Motor

Først når man virkelig skal bremse, aktiveres skivebremserne, og netop overgangen mellem motorbremse og skivebremse viste sig at være næsten umærkelig.

Audi fortæller, at E-tron er den bil på markedet, der er bedst til at opsamle bevægelsesenergien. Det er godt gået, og noget, der er med til at understrege bilens høje kvalitet.

Audi e-tron sæder
Bagsædet rummer fint tre personer. I modsætning til i traditionelle biler er gulvet helt fladt, idet der ikke skal være plads til en kardanaksel til baghjulene, der jo her drives af en separat elmotor.

Sikkerhed på et højt niveau

Som udgangspunkt kan E-tron fås med alt det sikkerhedsudstyr, Audi tilbyder i sine dyreste biler. Ikke alt er dog standard, og skal man have det hele med, må man hive ca. 20.000 kr. ekstra op af lommen til en sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot og andre hjælpesystemer, der sikrer, at man f.eks. ikke bakker ind i nogen eller noget.

Men den vigtige nødbremse er heldigvis standard i alle udgiver, og den kan bremse op for næsten alle forhindringer.

Læs også FDMs tema: Skal jeg købe en elbil?

Et sjovt ekstraudstyr er sidespejlene, hvor spejlhusene er erstattet af et kamera, og hvor billedet vises på en skærm på hver dørside. Det har flere fordele, dels i form af en lavere luftmodstand, dels i form af indbygget overvågning af de blinde vinkler, hvor man som fører advares, hvis man ved et vognbaneskifte er på kollisionskurs med en anden bil.

De nye skærme kræver helt klart en længere tilvænningsperiode end de otte timer, vi fik lejlighed til at køre i bilen. Under alle omstændigheder skal man også vænne sig til bilens ydre, hvor de to arme med kameraer får bilen til at se lidt underlig ud.

Audi e-tron bagagerum
Bagagerummet er pænt stort, og med sine 660 liter rummer det en del bagage.

Må trække 1.800 kg

Den nye E-tron er opbygget som en robust bil, der tåler en hård behandling ved f.eks. terrænkørsel. Den kraftige konstruktion skyldes til en vis grad, at det store batteri er bygget ind i gulvet i en form for en sandwich-konstruktion. Det giver en god vridningsstabilitet.

Det kunne vi selv opleve under gennemkørsel af en offroadbane i ørkenen uden for Abu Dhabi, hvor Audi havde valgt at præsentere bilen. Et sted der var valgt på grund af det stabile klima, men også fordi hovedstaden i De Forende Arabiske Emirater netop er ved at skifte over til en mere miljøvenlig fremtid, hvor en stor del af strømmen skabes af store solcelleparker uden for byen.

Læs også: Hyundai Kona Electric - elbilen der kører og kører

På den måde kunne vi – i teorien – køre ret grønt under testkørslen. I praksis krævede en samtidig hurtigladning af over 20 testbiler dog brug af de mere traditionelle strømkilder, der udleder CO2.

Den kraftige konstruktion tålte kørsel gennem stærkt kuperet terræn, og det gjorde bilen på overbevisende vis. Men konstruktionen har i øvrigt også kastet en anden god egenskab af sig: Audi E-tron må trække op til 1.800 kg på krogen. Audi har ikke nogen officielle data for, hvor langt man i så fald kan køre på en opladning, men vi gætter på, at rækkevidden halveres.

Audi e-tron bagende
Bagenden på Audi E-tron har af gode grunde ingen udstødningsrør. Der er alligevel leget med designet på klassisk vis.

Bedre konstrueret end Tesla

Konstruktionen med en elmotor ved forakslen og en elmotor ved bagakslen betyder, at man slipper for den traditionelle kardanaksel langs bilen. Det har kastet et helt fladt gulv af sig, og det giver god benplads ved bagsædet.

Her finder tre voksne faktisk plads, og er der kun to, er der fin komfort med både midterarmlæn og friskluftdyser. Bagagerummet rummer 660 liter, og bagsædets ryglæn kan foldes forover i tre dele.

Audi fortæller, at E-tron er den bil på markedet, der er bedst til at opsamle bevægelsesenergien.

Ved forsæderne sidder man fremragende, og man har let ved at komme ind og ud af bilen. Den samlede køreoplevelse var derfor yderst positiv, og den nye Euro-elbil kan sagtens tåle at måle sig op mod Teslas tilsvarende US-elbiler.

En kamp, der giver point til begge kontinenter, men som Audi i min optik alligevel formår at vinde, da mærkets mange års erfaring med at bygge premium-biler mærkes i alle bilens lækre detaljer.

Audi E-tron kommer til Danmark lige efter nytår.

Audi e-tron bagfra

Audi e-tron

El
940.000 kr.
  • Letkørt
  • Firehjulstræk
  • Rækkevidde
  • Pris
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    408 hk
  • Moment
    664 Nm
  • Topfart
    200 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,7 sek.
  • Køreklar vægt
    2.490 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    660 liter
  • Akselafstand
    293 cm
  • Officiel rækkevidde
    400 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:490 cm B:194 cm H:162 cm
Luk