Motor mener
Opel Grandland X Hybrid4 er en vellykket og kraftfuld topmodel. Man kan hurtigt blive glad for de 300 hk, men faren er, at det mere bliver en performance-bil end en miljøbil. Påhængsvægten skuffer.
BASEL Opskriften er set før, men den er – i store træk – ført flot ud i livet, når Opel sætter stikket i sin store Grandland X crossover og skaber mærkets første plugin-hybrid. Og første Grandland, der lever op til X’et i sit navn.
Recepten indebærer enorme kræfter, lynhurtig acceleration og træk på både for- og baghjul.
Se oversigten over plugin-hybrider, som Motor har testet
Dermed forsøger Opel, som de fleste andre bilmærker, at kamuflere biltypens ganske høje pris ved kun at tilbyde den med halvhøjt eller højt udstyrsniveau og kraftige motorer.
Sammenlignet med andre motorstærke varianter virker opladningshybriderne dermed ikke så dyre.
Husk at lade op
Med de mange kræfter kan det være fristende at købe Grandland X som opladningshybrid blot for køreoplevelsens skyld. Men husker man ikke at bruge den, som den er tiltænkt, nemlig at blive ladt op nærmest dagligt, er det en rigtig dårlig idé for miljøet.
Men kan og vil man lade ofte, hænger det fint sammen. Den officielle rækkevidde på strøm er næsten 60 km. Det væskekølede batteri er på 13,4 kWh brutto, men det er ikke hele kapaciteten, der er til rådighed.
Læs også: Motors test af VW Passat GTE - grøn benzinbil
Opel-hybriden kan lades på tre måder, men altid kun med én fase: Via almindeligt strømstik, via ladeboks med 3,7 kW eller (som ekstraudstyr) via ladeboks med 7,4 kW. Dermed vil en fuld opladning tage hhv. godt syv timer, fire timer rent eller knap to timer.
Kan og vil man lade om natten derhjemme og måske på arbejdspladsen, rækker de 3,7 kW. Men med den kraftige lader kan det give mening også at sjatlade ved f.eks. restaurantbesøg og lidt længere indkøbsture. Indtil videre er det kun muligt få steder.
To biler i én
Grandland X som opladningshybrid fås i to ret forskellige udgaver. Hybrid4 med to elmotorer, firehjulstræk og 300 hk og Hybrid med én elmotor, forhjulstræk og 225 hk.
Usædvanligt har den firehjulstrukne den officielt bedste brændstoføkonomi og rækkevidde på strøm. Det forklarer Opel med, at den bageste elmotor, som er indbygget i den nye bagaksel og trækker direkte på bagakslen, er mere effektiv til at opsamle bremserenergi end den forreste. Den arbejder via remtræk.
Læs også: Motors test af Mitsubishi Outlander PHEV - klarer næsten alt
Motor har prøvet den firehjulstrukne Hybrid4 forud for den danske lancering af begge udgaver til foråret.
Det er en suveræn, men også dualistisk køreoplevelse: Det ene øjeblik de mange kræfter og avancerede firehjulstræk, det næste den tyste og grønne fremfærd med kun den bageste elmotor i afslappet aktion.
Man kan blive helt forpustet af at se på skærmen, hvor det komplicerede samspil mellem de tre motorer og fremdrift og opsamling af bremseenergi vises live. Men man kan også bare slukke og ikke tænke mere over det.
Arbejdsivrig benzinmotor
På Motors første tur manglede vi noget i at nå de 59 km på strøm alene, men en dansk test må vise de reelle, grønne egenskaber. Hybridegenskaberne imponerede heller ikke i første omgang, idet bilen var temmelig vrangvillig til at slukke benzinmotoren, selv ved langsom kørsel og stop for rødt. Der er ellers varmepumpe, så den burde ikke være nødvendig.
Benzinmotoren larmede desuden lidt uskønt ved langsom kørsel. Opel insisterede på, at der ikke var noget galt med testeksemplaret, men det håber (og tror) vi.
Kørsel med afladet batteri indikerede en benzinøkonomi som almindelig hybrid på 15-22 km pr. liter.
Læs også: Motors test af plugin-hybriden Kia Niro - små elektriske skridt fremad
Den dobbelte drivlinje koster i vægt. Helt kolossalt, faktisk. Den firehjulstrukne udgave vejer 370 kg mere end en 1.6 benzin med automatgear. Den tohjulstrukne „nøjes“ med 280 kg ekstra.
I det mindste bærer bilen sin vægt ganske fornuftigt, når det gælder køreegenskaber. Og accelerationskræfter savner man heller ikke. Men det går ud over påhængsvægten. I runde tal bliver den reduceret med hybridens mervægt. Begge hybridversioner må dermed kun trække 1.250 kg.
Lille merpris for hybrid
Pladsen i bagagerummet er tilsyneladende uændret, men det er ikke længere muligt at sænke gulvet for at få ekstra plads. Det store kælderrum bruges dels til batteri og andet elteknik, dels til gode rum til ladekabler. Der er plads til to.
Med fraværet af kælderrummet er rummeligheden på papiret skrumpet fra 514 til 392 liter. Desuden er brændstoftanken reduceret til 45 liter.
Plugin-hybriden kan overvåges og styres via app – f.eks. til at opvarme eller nedkøle bilen inden afgang – og via app’en Free2Move skulle de være muligt at købe sig til strøm over 100.000 steder i Europa. Det er indtil videre ikke muligt for danske kunder at få denne strøm-roaming.
Læs også: Motors test af Toyota Prius - miljøikon tager endnu et skridt
Opel tilbyder gennem sine forhandlere at stå for installation af hjemmelader, inkl. tjek af husets elinstallation. Heller ikke her er Danmark med på Opels landkort. Danske kunder tilbydes en ladeløsning og installation hos Clever.
Hybrid4 ventes at koste fra 420.000 kr. – kun 35.000 kr. mere end en 177 hestes diesel. Den forhjulstrukne vil koste 365.000 kr., 55.000 kr. mere end en almindelig 130 hk-version. Så længe plugin-hybrider er afgiftsbegunstigede, vil det derfor være meget fristende at vælge dem.