Motor mener
Fiat 500 er oplagt som elbil, og i den nye generation er både brugsværdi og komfort blevet markant forbedret.
TORINO 63 år er der gået, siden første Fiat 500 så dagens lys. Og 13 år er der gået, siden vi så den anden generation. Nu er det tid til tredje udgave, og denne gang er der virkelig sket noget: Fiat 500 er blevet til en elbil.
Alt er ændret, og selve bilen er vokset i både bredde, længde og højde. Med andre ord er Fiat 500 blevet både voksen og miljøvenlig.
Læs også: Motors test af livsstilselbilen Honda e
Der er stadig tale om en mikrobil, men prisen er rykket op i en helt anden klasse: Knap 300.000 kroner skal man lægge for en topudgave med elektrisk stoftag og alt i udstyr.
Så får man til gengæld også en moderne elbil, der kan køre 320 km på en opladning, og som indeholder alt det moderne sikkerheds- og komfortudstyr, man kan komme i tanke om.
Bygges i Italien
Det er ellers ikke meget, vi har hørt til Fiat de sidste 10 år, og fabrikken er derfor helt oppe at køre over denne nyhed, som de kalder den vigtigste bilmodel fra deres side i nyere tid.
For at understrege vigtigheden er produktionen taget hjem til Italien, hvor den nye 500 skal bygges side om side med Maserati på den historiske Mirafiori bilfabrik i Torino. Præcis samme sted som den første Fiat 500 blev bygget tilbage i 1957.
Læs også: Motors test af livsstilselbilen Mini Cooper SE
Her er produktionen dog gjort super moderne med masser af robotter, der sørger for en ensartet samlekvalitet på et højt niveau. Batterierne kommer fra Samsung, som dog samler den del af bilen i Ungarn. Det er et væskekølet litium-batteri på 42 kWh.
Føles markant større – og tungere
Motor har kørt den nye Fiat 500, og det var et særdeles positivt indtryk, den lille elbil efterlod. Bilen føles letkørt, og i stedet for en gearstang skal man blot trykke på en knap der indikerer, om man vil køre forlæns eller baglæns.
Sæderne er blevet store og lette at indstille, og rattet kan nu justeres i alle retninger, så man får en fin kørestilling. En stor forbedring.
Elmotoren er placeret ude foran og trækker på forhjulene. Det gør den lydløst og med et pænt kraftoverskud, der gør det sjovt at køre i bilen.
Læs også: Komplet overblik over alle Motors test af elbiler
Affjedringen føltes til den hårde side i den udgave med 17-tommerhjul, vi kørte, men bilen kan også leveres med hjul i 15 og 16 tommer, og vi gætter på, at de mindre hjul nok kan bøde en smule på den oplevelse, som skyldes vægten fra batteriet, der har gjort bilen omkring 300 kg tungere end forgængeren.
Der er tre køreprogrammer: et økoprogram, der skruer ned for motorens effekt og klimaanlæggets ydelse, almindelig kørsel, hvor bilen triller videre, når man slipper speederen, og et program hvor bilen motorbremser kraftigt, så man kan køre bilen uden at flytte foden over på bremsepedalen.
Det sidstnævnte program gør – i hvert fald ved bykørsel – Fiat 500 dejlig enkel at køre, samtidig med at der samles strøm til batteriet.
Opdateret sikkerhed
I første omgang kommer Fiat 500 kun i en lanceringsudgave, hvor alt er gjort standard. Så får man bl.a. en adaptiv fartpilot, en vognbaneassistent, der fastholder bilen i vognbanen, en stor skærm med trådløs Apple CarPlay, og hvor skærmen er koblet til internettet, samt en indretning med lækker polstring og mange smarte detaljer.
Bilen er endnu ikke testet af Euro NCAP, så vi kender ikke sikkerhedsniveauet i detaljer, men det ser lovende ud.
Læs også: Motors test af Tesla Model 3
Senere dukker der mindre avancerede udgaver op, og sammen med en version med kortere rækkevidde, ventes priserne at begynde et pænt stykke under de 200.000 kr.
En sjov detalje finder vi ved den lyd, der skal advare fodgængere, når man kommer trillende med hastigheder over 20 km/t. Så udsender bilen en lyd, der er hentet fra den gamle Fellini-film „Amarcord“ med Nino Rota. Kendere ved, hvad der tales om …
Gode lademuligheder
De biler, der kommer til Danmark, sælges med en nødlader, der dog kun bør bruges kortvarigt. Derudover følger der et ladekabel på seks meter med, så man kan lade fra offentlige ladestandere.
Bilen kan trække strøm fra tre faser, så man i alt kan lade med 11 kW, og så tager det godt fire timer at få strøm på bilen. Det kræver dog, at man får opsat en ladeboks hjemme, eller at man finder en ordentlig offentlig lader.
Fiat 500 kan også lynlades fra en DC-lader, hvor den kan trække op til 85 kW, hvis ellers laderen kan levere så meget. Kan den det, kan man lade fra nul til 80 procent på 35 minutter, og har man travlt, kan man øge rækkevidden med 50 km på den tid det tager at drikke en espresso.
Ifølge fabrikken kan Fiat 500 køre 320 km på en opladning, og det er flot i forhold til mange af konkurrenterne. Både ladetilstand, bilens placering, klimaanlæggets funktioner og status på bilen kan styres via en Fiat-app, der fås til alle smartphones.
Den nye Fiat 500 kommer til Danmark til november.