Motor mener
En plugin-hybrid med en rækkevidde på over 50 km på el og en pris på 320.000 kr. ligner en succes, når der står VW på bilen. Kun det lille bagagerum trækker ned.
WOLFSBURG Med Golf eHybrid lancerer VW et nyt niveau i plugin-familien, som også vil brede sig til andre modeller.
Tidligere fandtes plugin-hybriderne kun som GTE, men den sportslige variant med blåternet stof bliver nu suppleret med eHybrid-modellerne.
Læs også: Motors test af VW Golf - 8. generation
De har mere fokus på komfort og lang rækkevidde end performance. For Golf betyder det, at du i stedet for skålformede sæder og sportslige køreegenskaber nu får samme udstyrsniveau som topmodellen Style.
Kører 71 km på el
Officielt lyder rækkevidden på strøm i Golf eHybrid på 71 km ifølge WLTP-målingen. Det er 60 procent længere end første generation af Golf GTE, selvom både motorens effekt og bilens præstationer stort set er identiske.
Under prøvekørslen kom vi op på 55 km ved kørsel ligeligt fordelt mellem motorvej og landevej, og det er umiddelbart acceptabelt. Men en endelig dom følger, når vi får bilen til en egentlig test i Danmark.
Video: Se bilen her
Læs også: FDMs tema om hverdagen med plugin-hybrid
Batteriet fylder det samme, men har fået 50 procent større kapacitet, så det nu er på 13 kWh. Det større batteri er årsagen til den lange rækkevidde, men også forklaringen på, at det nu tager godt 3,5 timer at oplade.
Stille kørsel på el
Som med andre elektriske biler er Golf eHybrid kendetegnet ved et meget lavt støjniveau. Det gælder især, når den kører på strøm, men også når den er i hybriddrift. Det skyldes dels drivlinjen, men i lige så høj grad, at bilen er godt støjdæmpet.
Hvis der er strøm på batteriet, starter alle køreture i E-mode, og når batteriet er tomt, skifter bilen selv over til hybriddrift. Du kan også vælge at gemme strøm til senere på turen, men det er lidt bøvlet.
Et stort minus ved Golf eHybrid er bagagerummet.
Motoren yder i alt 204 hk, heraf kan der leveres 110 hk fra elmotoren alene. Det er nok til, at bilen kan køre op til 130 km/t., og også nok til at bilen føles kvik, når du kører på strøm.
VW tilbyder stadig den mere sportslige GTE-version, der yder op til 245 hk og accelerer til 100 km/t. på 6,7 sek. Prisen på den forventes at blive lige under 400.000 kr., hvilket er 80.000 kr. mere end Golf eHybrid.
Optimerer kørsel på strøm
Kører du med den standardmonterede adaptive fartpilot på landeveje, og har du navigationssystem i bilen, får du det optimale ud af hybrid-teknikken.
De samarbejder, så bilen bremser automatisk ned, når hastigheden sættes ned med farttavler, og når du kører ind i en by, eller der kommer et sving, som du ikke kan køre igennem med 80 km/t.
Læs også: Motors gruppetest af biler i Golf-klassen
Vi oplevede, at bilen selv bremsede ned til 25 km/t. i et meget skarpt sving, og det var den helt rigtige hastighed. Imponerende. Det smarteste er, at du kan indtaste ruten i bilens navigationssystem, så sikrer bilen, at du kører mest muligt på strøm i byen.
Desværre er navigation ekstraudstyr til 9.000 kr. Der kommer formentlig en mulighed for at få abonnement på navigation til vinter, men priserne er ikke klar endnu. Det kunne være en interessant og billigere løsning.
Skuffende bagagerum ingen stationcar
Et stort minus ved Golf eHybrid er bagagerummet. Det er mindre end normalt, fordi batteriet er placeret under bagsædet, så benzintanken og hele udstødningen har måttet overtage rummet under bagagerummet.
Så i stedet for 380 liter i en normal Golf har eHybrid-varianten blot 273 liter. Det er lidt mere end i en VW Up og noget mindre end i en VW Polo. Desværre kan man fortsat ikke få den nye plugin-hybrid-version af VW Golf som stationcar.
Udstyr du bør tilkøbe
Da eHybrid er baseret på en Golf Style, er udstyrsniveauet højt med bl.a. flot trykskærm, digitale instrumenter, LED-forlygter og massage i førersædet. Der er også app-styring af bilen, så du kan både køle og opvarme kabinen inde fra din sofa. Her er det en fordel, at bilen står til opladning, så du kan optimere rækkevidden på strøm.
Men i så teknisk avanceret en bil savner vi et par krydser på udstyrslisten, før den er komplet. Det er primært navigation til 9.000 kr., som er et must have.
Funktionen, hvor mobiltelefonen bliver til en virtuel nøgle, koster kun 3.000 kr., og er ligesom et meget enkelt og velfungerende headup-display til 9.000 kr. lige noget for tekniknørderne.
Kører du meget i mørke, vil adaptive LED-forlygter til 12.500 kr. også være interessante.
Mange vil vælge et anhængertræk til 11.000 kr. For i modsætning til mange elbiler, så må plugin-hybriden Golf eHybrid nemlig trække op til 1.500 kg.
Prisen er attraktiv
Når Golf eHybrid kommer til Danmark til november, bliver prisen blot på 319.995 kr. med det nuværende afgiftssystem. Dermed er den godt 20.000 kr. billigere end en Golf med samme udstyrsniveau og 1.5-liters benzinmotor med automatgear.
Med andre ord: Kan du leve med bagagerummet på 273 liter, så er eHybrid det bedste Golf-tilbud. Men det kræver, at du har mulighed for at oplade bilen hver dag.
Overvejer du en plugin-hybrid? Læs alle Motors test af dem her