Volvo XC40 – debut-elbil med raketfart

Volvos første elbil er baseret på den populære XC40. Med 408 hk og firehjulstræk placerer bilen sig i toppen af elbilernes hierarki. Prisen er dog stadig attraktiv.

Volvo XC40 set forfra
Forpremiere

Motor mener

Den nye elbil imponerer på mange måder, men det er ærgerligt, at samarbejdet med Google har elimineret flere af de fine Volvo-løsninger, som andre af mærkets modeller ellers har fået ros for.

HELLERUP Det har taget længere tid end først antaget, før Volvo blev klar med sin første elbil. Men nu er den her, og det er så til gengæld noget af en elbil, der er tale om.

To elmotorer leverer tilsammen ikke mindre end 408 hk, og med træk på alle fire hjul kan de omsættes til en acceleration som i et vandret elastikspring. De første 100 km/t. nås således på bare 4,9 sekunder, og det er der ikke mange andre biler, der kan prale med.

Men så vildt behøver man langtfra at køre, for motor og speeder arbejder smidigt sammen, så man let kan regulere både acceleration og fart med fin præcision.

Faktisk er bilen virkelig letkørt, og har man aldrig prøvet andre biler, tror man det er løgn, første gang, man sætter sig bag rattet i en bil som denne. Men det er det ikke!

Video: Se nærmere på Volvo XC40

Samarbejder med Google

Det er ikke kun selve drivlinjen, der er fornyet i denne elbil i forhold til de tidligere udgaver af XC40. Også styresystemet bag skærmen i midten er forandret, idet det nu er Googles styresystem, der er rygraden i kommunikationen mellem bil og fører.

På mange områder er det blevet fint, og ikke mindst navigationsanlægget er klart forbedret. Og når de første biler kommer på danske plader, vil man efter sigende også kunne tale dansk til systemet og for eksempel bede om, at bilen navigerer til en bestemt adresse, ringer en kontakt op eller blot tænder for varmen i rattet.

Man kan hente en del ekstra apps som i en mobiltelefon, men det er Android-systemet, der er udgangspunktet og ikke Apple. Det betyder derfor, at der ikke er Apple CarPlay med i bilen i første omgang. Det er dog planlagt til senere, og vil derfor dukke op efter en opdatering af styresystemet, som sker automatisk med ca. otte ugers interval „Over The Air“.

Volvo XC40 kabine
Førerpladsen er opbygget med en stor skærm i midten, et digitalt cockpit og kun ganske få knapper. Instrumenthuset er nu udformet som en stor skærm, der viser både kort og data om kørslen. Desværre er hastigheden angivet helt ude til venstre. Skærmen i midten rummer nu Google-baseret navigation.

Tilbageskridt med Pilot Assist

Mens selve køreoplevelsen efterlader et bredt smil, så kniber det mere, når man skal afprøve bilens Pilot Assist, der holder afstand til forankørende og fastholder bilen i vognbanen.

Selve funktionen er god, men når man skal aktivere systemet, skal man nu slippe rattet for at trykke sig gennem flere menuer på skærmen i midten. Det er er et stort tilbageskridt fra det gamle styresystem, hvor man kunne styre det hele fra rattet uden at kigge væk. Her må man håbe, at en voksen hos Volvo opdager den smutter og får rettet det op ved en kommende opdatering.

Ved samme lejlighed må man også gerne indsætte flere niveauer til valg af elmotorens motorbremsning. Nu kan man kun vælge mellem alt eller intet, og her er alt så kraftig, at man har svært ved at undgå en noget rykvis kørsel. Et mellemtrin kunne være en god ide.

Volvo XC40 sæder
Volvo XC40 har fra starten været udformet med henblik på også at skulle være en elbil. Det betyder, at kabinen i elbilen er identisk med den i de øvrige udgaver af XC40.

Hvad er rækkevidden på Volvo XC40?

Batteriet er placeret delvis under gulvet og under sæderne og efterlader en kabine, som man kender den fra de øvrige udgaver af XC40. Det vil sige god plads overalt, og et bagagerum, der er intakt, og som endda suppleres af en frunk under motorhjelmen på 31 liter. Her kan man opbevare lader, kabler og lignende.

Batteriet er på 75 kWh netto, og det munder ud i en rækkevidde på 418 km ifølge den officielle WLTP-norm. I praksis skal man nok regne med 350 km, viste vores første forsøg med bilen.

Man kan forvarme – eller nedkøle bilen før hver tur via enten en Volvo-app eller direkte ved tryk på skærmen, og er bilen koblet til et stik, forlænger man den faktiske rækkevidde betydeligt.

Bilen er udstyret med varmepumpe, der kan køre uafhængigt af, om den er sat til ladning eller ej. Fra appen kan man også aktivere sæde- og ratvarmen.

På farten kan man oplade bilen med op til 150 kW, og det betyder, at man kan lade bilen op fra tom til 80 procent på 40 minutter. Hjemme kan den lades fra en ladeboks med op til 11 kW, og så tager en fuld opladning ca. syv timer.

Volvo XC40 gearstang
Gearvælgeren er placeret mellem forsæderne og kræver blot et enkelt vip. P-bremsen er erstattet af en enkelt P-knap ved gearvælgeren. Der er ingen startknap, bilen er klar, når man sætter sig i sædet.

Hvad koster Volvo XC40?

Den første udgave af Volvos nye elbil kommer som sagt med firehjulstræk, masser af power og masser af udstyr til en pris på 445.000 kr. Man kan tilkøbe en Pro-pakke til 20.000 kr., som omfatter oplukkeligt glas-soltag, Harman/Kardon-lydanlæg, 360-graderskamera og eljusterbart passagersæde.

Derudover leveres alle biler med tre års garanti og en serviceordning, der dækker al service i tre år og 150.000 km. Bilen kan i øvrigt udstyres med et anhængertræk, der tillader kørsel med op til 1.500 kg på krogen.

Senere dukker mindre hidsige udgaver af XC40 op, ligesom en afart i form en nye C40 også dukker op senere i år. Det er en mere coupé-agtig udgave af XC40, men med samme teknik.

Man kan allerede nu købe den nye XC40 elbil via Volvos danske hjemmeside, og de første biler ventes klar til levering til oktober.

Overvejer du elbil? Læs FDMs tema om hverdagen med elbil

Læs elbil-tema

Volvo XC40 set bagfra

Volvo XC40 Recharge Twin

El
445.000 kr.
  • Acceleration
  • Indretning
  • Udstyr
  • Betjening af Pilot Assist
  • Simpel fartpilot
  • Affjedring
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    408 hk
  • Moment
    660 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,9 sek.
  • Køreklar vægt
    2.188 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    414 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Officiel rækkevidde
    415 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
  • Mål
    L:443 cm B:187 cm H:165 cm
Luk