Motor mener
Skoda Fabia er blevet markant bedre end forgængeren. Eldrift findes ikke, men heldigvis er sikkerheden blevet opdateret til nyeste standard.
GDANSK Når vi i 2022 skal sige goddag til den nye generation af Skoda Fabia, bliver det samtidig et farvel til stationcar-udgaven af den populære minibil. Efterspørgslen efter den karrosseritype har vist sig at være for lille på verdensplan.
Samtidig er de penge, det ville koste at søsætte en stationcar-udgave, i stedet gået til udviklingen af koncernens nye elbiler, hvor efterspørgslen ventes at blive enorm.
Skoda forklarer til os, at beslutningen ikke har været så svær, idet denne nye generation af Fabia er vokset så meget, at den almindelige femdørs udgave næsten kan gøre det ud for en stationcar. Og efter at vi har fået lejlighed til at prøvesidde og prøvekøre bilen, kan vi godt følge tankegangen et langt stykke ad vejen.
Men der vil utvivlsomt stadig være børnefamilier, der kommer til at savne stationcarudgavens noget mere regulære bagagerum. Til gengæld kan de så glæde sig over en mere rummelig kabine og en lang række af de smarte løsninger, som Skoda er blevet kendt for at inkludere i sine nye bilmodeller.
Hvor god plads er der i Skoda Fabia?
Årsagen til den ekstra pladsfornemmelse ses i bilens udvendige mål, hvor længden er øget med næsten fem cm, og akselafstanden er øget med næsten 10 cm. Dermed er en Fabia for første gang blevet over fire meter lang.
Overalt har Skoda forsøgt at skabe smarte løsninger, der skal være med til at gøre brugsoplevelsen bedre hver dag. Det gælder f.eks.:
- mange opbevaringsrum i kabinen
- indbygget holder til en kuglepen mellem forsæderne
- aftagelig kopholder, som man kan tage med ind og vaske
- papholderen til „coffee-to-go“
Hertil kommer de mere traditionelle mobilholdere, den indbyggede isskraber, paraplyholderen i fordøren og den indbyggede tragt til påfyldning af sprinklervæske.
Et ekstra opbevaringsrum til bagsædepassagererne og til bagagerummet er også på tilbehørslisten, mens indbyggede friskluftdyser til bagsædet er standard.
Fås Skoda Fabia som elbil?
Mens Fabia altså er helt moderne indrettet, så kniber det med at følge med tiden, når vi ser på motorprogrammet. Der er valg mellem tre traditionelle benzinmotorer, hvor to af dem er trecylindrede med og uden turbo, og hvor den tredje er en kraftig 1.5-liters motor med turbo og en effekt på 150 hk.
I lighed med forgængeren fås de to største motorer med et DSG-automatgear, mens billigste udgave blot har manuelt gear.
Fabia kommer ikke som elbil, hybridbil eller lignende, og på den måde er den mere en bil, der kigger bagud end frem. Men for nogle bilejere passer den løsning stadig glimrende, og hører man til dem, så venter en fin bil.
Der er ikke vildt meget motorkraft i udgaven med den trecylindrede 1.0-liters motor, og man generes gang på gang af en kraftig motorrysten, når motoren slukker og tænder, når man f.eks. holder for rødt lys. Så mærker man, at Fabia trods sine større mål og mere avancerede kabine trods alt stadig er en billig bil.
Hvad koster Skoda Fabia?
På et område opleves Fabia dog helt moderne, og det er, når vi ser på sikkerhedssiden. Det er endnu uklart, hvad præcis der bliver standard i Danmark, men bilen fås med en meget fin vognbaneassistent, der fastholder bilen i vognbanen, blot man har tre fingre på rattet.
Der er op til ni airbags i bilen, herunder en airbag, der lægger sig på langs af kabinen, så personerne ikke slår hovederne sammen, hvis man påkøres fra siden.
Også avancerede LED-lygter, en fin 9,3-tommers skærm, et digitalt cockpit og en avanceret nødbremse er på listen over udstyr til bilen.
Sætter man kryds ved det hele, kan prisen nok hurtigt komme op i nærheden af de 250.000 kr., mens den mest skrabede indstigningsmodel ventes at begynde ved 150.000 kr., når bilen når de første danske kunder i begyndelsen af 2022.