Tør du købe en brugt dieselbil?

VW’s dieselskandale har givet dieselbiler et dårligt image og gjort de ældre biler mindre eftertragtede på brugtbilmarkedet. Nu taler politikerne om at begrænse dieselbilernes færden i storbyerne. Se her, hvad du skal overveje, inden du køber brugt dieselbil.

Det er vigtigt, at du undersøger bilens Euronorm, inden du køber en brugt dieselbil
Bilist

Stadig flere bilkøbere begynder at tænke sig om en ekstra gang, før de køber en brugt dieselbil. Og med god grund. For fremtiden kan spænde ben for især ældre dieselbiler og dermed ikke blot påvirke, hvilken bil du bør købe, men også om du skal sælge den bil, du har i dag. 

Derfor er det vigtigt, at man undersøger, hvilken Euronorm dieselbiler opfylder, når man vil købe brugt dieselbil

Vi er i en tid, hvor der er stigende miljøfokus på både globalt og lokalt plan.

Her har VW’s dieselskandale og en bedre viden om partiklers skadelige virkninger medført, at især ældre dieselbiler allerede nu har det svært på brugtbilmarkedet, og at fremtidsudsigterne for dem er ret dystre.

Lyt til FDMs podcast om at købe en brugt dieselbil

En dieselbil er ikke bare en dieselbil

I gamle dage skulle man blot vælge mellem benzin- og dieselbiler, men i dag er en dieselbil ikke bare en dieselbil, for der bliver allerede nu skelnet kraftigt mellem de forskellige miljøkrav, der stilles til biler: de såkaldte Euronormer. 

De blev indført i 1993, og på brugtbilmarkedet har køberne lært at se forskel på især de to seneste normer: Euro 5 og Euro 6. Teknisk set er det især NOx- eller partikeludledningen, som er mest iøjnefaldende. 

Læs også: Miljøgreb strammes om varebiler

Diesel uvelkommen i byerne

Men bilejerne skal især holde øje med de politiske vinde, som blæser, for i regeringens lovkatalog står der, at de i løbet af foråret vil give kommunerne en mulighed for at indføre miljøzoner for personbiler. 

Euronormer for dieselbiler

Euro 4: 
(NOx højst 250 mg/km)
​​​​​​Trådte i kraft for alle biler 1. januar 2006 - nye bilmodeller fra 1. januar 2005

Euro 5:
(Nox højest 180 mg/km)
Trådte i kraft for alle biler i januar 2011 - nye bilmodeller fra 1. september 2009

Euro 6:
(NOx højest 80 mg/km)
Trådte i kraft for alle biler i september 2015 - nye bilmodeller fra 1. september 2014

Her ved vi allerede, at storbyer som København, Odense, Aarhus og Aalborg ønsker miljøzoner, men også byer som Sønderborg har vist interesse. 

Læs mere om nye krav til dieselvarebiler (eksternt link)

"Det er vores forventning, at regeringen vedtager en lov om miljøzoner i løbet af foråret, og selvom vi ikke kender den endelige lovtekst endnu, så forventer vi, at det i første omgang vil betyde, at Euro 4 og ældre dieselbiler ikke får lov til at køre i de kommende miljøzoner. Senere vil det sandsynligvis også gælde for Euro 5-biler," lyder vurderingen fra Torben Lund Kudsk, leder af FDMs økonomiske og politiske sekretariat.

Nogle politikere har talt om et dato-krav, men FDM vil arbejde for et Euronorm-krav. 

Læs også: Stockholm forbyder ældre dieselbiler

Ud over at ældre dieselbiler ikke må køre ind i miljøzonerne, vil det også betyde, at de, som bor i de kommende miljøzoner, kun kan eje en dieselbil, som mindst lever op til Euro 5-normen.

På sigt kan det blive skærpet, så der kun må køre Euro 6-biler i zonerne. Dertil kommer de restriktioner, som man oplever på bilferie i Europa, hvor flere storbyer har fået miljørestriktioner for ældre dieselbiler. 

Læs også: Uklarhed om dieselforbud i tyske byer

Ældre dieselbiler er upopulære

I Tyskland kunne man allerede for et par år siden se kraftige prisfald på dieselbiler, der kun klarer Euro 5 eller ældre normer. Og i løbet af 2018 var der ifølge BilBasens analytiker Jan Lang måneder, hvor de tyske priser faldt mellem fem og syv procent. 

Han har også fulgt udviklingen i Danmark tæt. Især i løbet af 2019 er der også kommet øget fokus på Euronormerne. Interessen er så stor, at BilBasen i 2020 udvider deres søgemaskine til også at sortere mellem Euronormer. 

Læs også: Hvad er bilers Euronorm?

"Forbrugerne har truffet deres valg, og de vælger Euro 6-dieselbiler frem for tidligere miljønormer. Det kan vi se, når vi måler på, hvor lang tid bilerne står til salg hos forhandlerne. Hvor en Euro 6-dieselbil står til salg i 62 dage, går der i gennemsnit 98 dage, før en Euro 5-dieselbil bliver solgt. Og tendensen er stigende," siger Jan Lang. 

BilBasens analyse af det danske brugtbilmarked viser også en anden tendens. Gennem de senere år har der generelt været større udbud end efterspørgsel på dieselbiler. For 2019 er forskellen godt 20 procent, men fokuserer man alene på Euro 5-dieselbilerne, er udbuddet over 200 procent større end efterspørgslen. 

Det er kritisk, fordi de eftertragtede Euro 6-dieselbiler kun udgør godt en tredjedel af den totale bestand af dieselbiler. Dermed er der mange ældre dieselbiler, som får begrænset deres anvendelighed og den frihed, man normalt forbinder med en bil. 

Medlemsfordel: Få svar på dine spørgsmål om dieselbiler

Kontakt FDM

Forskel på storby og land

Bor du i en storby, som vil indføre miljøzone, er en Euro 4-dieselbil eller ældre et no-go. Så kontant er rådgivningen til FDMs medlemmer, som teknisk rådgivning som udgangspunkt anbefaler at vælge en Euro 6-dieselbil.

"Vi kan dog se, at priserne er faldet på de ældre dieselbiler, og det gør, at man kan købe en velkørende og effektiv dieselbil til en lav pris. Så kører man ikke i storbyerne, men eksempelvis meget på lande- eller motorvej, så kan de dieselbiler, der ikke lever op til Euro 6-normen, være attraktive køb. Men selvom økonomien frister, er der en større miljøbelastning ved at vælge en ældre dieselbil," siger Lone Otto, der er leder af FDMs tekniske rådgivning.

Læs også: Hvornår skal jeg vælge dieselbil?

Det er de færreste Euro 5-biler, der har SCR-system (hvor man tilsætter AdBlue), og selv de, der har, skal opgraderes yderligere for at kunne leve op til Euro 6. Men de foreløbige undersøgelser, som FDM har deltaget i, viser, at det vil blive for dyrt at opgradere en ældre dieselbil, lyder vurderingen fra Lone Otto. 

Læs også: Partikelfilter til dieselbiler

Tjek altid Euronormen

Antal dieselbiler i Danmark

Euro 4 eller ældre: 254.067 biler

Euro 5 eller ældre: 270.731 biler

Euro 6: 293.740 biler

I alt 818.538 dieselbiler

Tidligere har bilkøbere kun skelnet mellem benzin- og dieselbiler. Derfor er der en risiko for, at man bare køber brugt bil, som man plejer, og ikke har fokus på, hvilken Euronorm en dieselbil opfylder. Fremover vil der være mange ældre dieselbiler, som står og frister med lave priser hos forhandlerne. Og da de fleste elsker et godt tilbud, er der også stor risiko for, at man uforvarende kommer til at købe en ældre dieselbil med begrænsninger. 

"Derfor er det vigtigt, at man undersøger, hvilken Euronorm dieselbiler opfylder, når man vil købe brugt dieselbil. Er man i tvivl, kan man kontakte FDMs tekniske rådgivning," siger Lone Otto. 

Læs også: Dieselbil lige så ren som elbil i ny grøn test

Selvom de ældre dieselbiler ikke længere er eftertragtede, betyder det ikke, at dieselbiler generelt skal opgives. Der er fortsat god økonomi i at vælge en dieselbil, da de generelt set kører længere på literen end en benzinbil. Men du skal se sig godt for, hvis du vil købe en brugt dieselbil.