Nostalgi er et af de våben, der skal bringe Renault ind i den elektriske fremtid – og i det hele taget få den franske koncern på ret køl.
Denne genopstandne Renault 5 er alvorligt ment som en af syv nye elbiler, der de næste fem år skal forny modelprogrammet og være med til at gøre Renault profitabelt.
Det er en del af den nye Renault-chefs store plan, kaldet Renaulution, der skal sætte nyt liv i koncernen, gøre produktionen mere strømlinet, skære i udgifterne og øge overskuddet.
14 nye Renaulter
Ud over de syv nye elbiler vil der i samme periode komme syv andre nye modeller, der alle i forskelligt omfang får hybridteknik. Om andre nyheder, ud over Renault 5, skal bygge på nostalgiske toner, er uvist.
I alt vil hele Renault-gruppen lancere 24 nye biler frem til 2025. De øvrige kommer fra Dacia/Lada og Alpine. Gruppens koreanske mærke, Samsung Motors, bliver ikke nævnt.
Renault-mærket skal i højere grad fokusere på biler i den lille og store mellemklasse. Halvdelen af de 14 biler skal tilhøre de større klasser, hvor der er flere penge at tjene pr. bil.
Se mere: Koreanere klar med elektrisk kvantespring
Koncernchef Luca de Meo, som i 2020 kom til Renault fra Seat, vil skære kraftigt i antal platforme – fra seks til tre – og reducere den samlede produktionskapacitet fra 4 til 3,1 mio. biler årligt.
Ny start med elbiler
Renault har været en af elbil-prionerne, men må i dag nøjes med et noget forkølet elbil-udbud med primært den lille Zoe. Den nye, men nostalgiske Renault 5, som sandsynligvis får et andet navn, skal ses som en helt ny model i programmet - en designer-livsstilbil som supplement til den mere rationelle og futuristiske Zoe.
Med retro-designet vælger Renault samme vej som Fiat, der er trådt ind i den elektriske tidsalder med retrobilen 500. Renault 5 er blot en klasse større.
Se mere: Fiat 500 - elektrisk italiener med himmelkik
Zoe stammer grundlæggende fra 2012, men fik et stort facelift i 2019. Trods alderen klarer Zoe sig godt. Den blev Europas mest solgte elbil i 2020.
En ny generation elbil er præsenteret i form af Mégane eVision. Den indgår i de syv nye elbiler og ventes klar i Danmark i begyndelsen af 2022. En tredje model bliver en crossover med samme teknik og ca. samme størrelse som eVision.
Ud over at dele Groupe Renault tydeligt op i Renault, Dacia/Lada og Alpine (som overtager al motorsport) lancerer topchef Luca de Meo en ny forretningsenhed kaldet Møbilize. Det skal stå for bl.a. delebiler, salg af strøm og høste den værdi, der kan samles op fra brugernes data.
Mobilize, som Renault også skriver det, skal efter planen står for mindst 20 procent af Renaults indtægter i 2030.
Se mere: Volkswagens nye mærke: Moia
Fra bilfirma til teknologifirma
Med dette nye fokus på mobilitet og ikke kun selve bilerne går Renault i samme retning som især Toyota, men også Volkswagen, Peugeot-Citroën og Hyundai-Kia taler i stigende grad om mobilitet og tjenesteydelser.
- Vi vil gå fra at være et bilfirma, der arbejder med teknologi, til at blive et teknologi-firma, som arbejder med biler, siger Luca de Meo.