Her er Teslas vigtige Model Y for første gang på dansk grund. Amerikanere og kinesere har kunnet købe den mellemstore SUV længe, men i Europa blev lanceringen udskudt, da Tesla droppede planer om import fra Californien og ville vente på fabrikken i Tyskland.
Den er forsinket, så nu henter Tesla nogle skibsfulde biler fra Shanghai-fabrikken, hvor der er ledig kapacitet. Dermed kan Model Y leveres til danskere fra slutningen af august – og formentlig uden særlig lang leveringstid.
Det allerførste eksemplar har Motor haft lejlighed for at se nærmere på – i første omgang uden mulighed for kørsel.
Tesla Model Y-fakta
(Long Range)
Rækkevidde: 507 km
0-100 km/t.: 5,0 sek.
Topfart: 217 km/t.
Længde: 4,75 m
Bredde: 1,92 m
Højde: 1,62 m
Akselafstand: 2,89 m
Rummelig og praktisk
Hvis man synes om Model 3, vil man højst sandsynlig også bryde sig om Y’eren og formentlig mene, den er bedre. På minussiden er vel kun, at nogen kan finde den for lang og for bred – og så er den dyrere end Model 3.
Om designet på SUV'en så er et plus eller minus i forhold til sedanen, må være en smagssag.
Teknologisk er forskellene meget små, men det er karrosseriet, der gør forskellen. Mens Model 3 er en lav sedan, er Y en mellemstor SUV – en modeltype rigtig mange danske kan lide at køre i.
Model Y er også større end Model 3 (og det mærkes!). Længden er 7 cm større, bredden er øget hele 6 cm, og højden er vokset 18 cm. Akselafstanden er næsten den samme. Dermed er Model Y omtrent en halv klasse større end f.eks. Audi Q4.
Masser af bagageplads
Det vil være passende at begynde inspektionen bagfra. Den store bagklap er elbetjent, og giver nem adgang til et stort og reelt bagagerum. Det udvides nemt fremad ved at lægge bagsæderne frem via to knapper. Gulvet bliver næsten plant.
Under gulvet er ydermere en meget stor brønd, som formentlig skal huse den tredje sæderække. Den er dog ikke en mulighed nu eller foreløbig. Tesla kan ikke give nogen tidshorisont for den syvsæders version, men det bliver nok tidligst, når fabrikken i Tyskland er kommet i omdrejninger.
Umiddelbart bedømt efter bagrudens skrå linje skal man nok ikke gøre sig forhåbning om, at tredje række er til meget andet end børn – modsat i Model X.
Godt bagsæde
Ved bagsædet er der god plads, og indstigningen er ligetil. Dermed ville taxaselskaber kunne være bekendt at invitere kunder ind i en Model Y.
Der er masser af knæplads, fødderne kan fint være der, og loftshøjden er rigelig. På midtersædet vil de fleste voksne også kunne undgå at røre glastaget, der i øvrigt går helt om til bagklappen. Ryglænet kan indstilles i tre hældninger, men sædet kan ikke justeres i længden.
Ved forsædet går man også ind i og ikke ned i bilen som på 3’eren. Man sidder højere med dertilhørende bedre udsyn. Frihøjden under bilen er øget tre cm, så risikoen for at skrabe bunden mod kanter og forhøjninger nærmest er elimineret. Men en frihøjde på 16,7 cm er stadig ikke meget for en SUV. Batteripakken kræver sit.
Læs Motors seneste test af Tesla Model 3
Intet headup-display
Førerpladsen inkl. skærmen er fuldstændig som i de nye udgaver af Model 3. Headup-display er stadig ikke blevet en Tesla-teknologi. Det er adaptive matrix-forlygter heller ikke.
Tesla vil hellere tilbyde gimmicks som f.eks. nu en højttaler indbygget i fronten – så kan man udsende musik eller diverse dyt-lyde til folk udenfor.
I fronten finder vi et ekstra bagagerum, som er endnu dybere end i Model 3.
Må trække 1.600 kg
Model Y har en god, høj påhængsvægt på 1.600 kg. Bilen er forberedt til træk, så alle kan få eftermonteret trækkrog.
Det er dog – modsat næsten alle premiummærker - af den manuelle type, som man skal ned på knæ for at sætte på og tage af. Men mens det på Model 3 skal monteres under bilen, sidder det her mere tilgængeligt på bagpanelet.
Alle Model Y har firehjulstræk ved hjælp af elmotor både for og bag.
Hvis man kan tænke sig en Model Y, er valget af version ret enkel. Modelprogrammet er nemlig uhyre smalt – Tesla hylder fortsat princippet om at ’one size fits all’.
Fra 500.000 kr.
Man kan få en Long Range (507 km rækkevidde med 19 tommer hjul), som har højt udstyrsniveau til 500.000 kr. Det er 50.000 kr. mere end en tilsvarende Model 3.
På ekstraudstyrslisten finder vi blot ’Enhanced Autopilot’ til 29.000 kr. samt niveauet over, der stærkt misvisende kaldes ’Fuldt selvkørende egenskaber’. Det koster 58.000 kr.
Derefter er det blot at vælge mellem de blot fem farver. Hvid koster ikke ekstra, tre øvrige har et tillæg på 9.500 kr., mens rød koster 17.500 kr.
Dertil er der mulighed for 20-tommerhjul (17.500 kr.), hvidt kunststof-indtræk (9.500 kr.) og anhængertræk (9.500 kr.). En ’Performance’-version koster 91.000 kr. ekstra.
I løbet af september vender Motor tilbage med den første prøvekørsel.