Se listen: Elbilernes Hall of Fame

Fremtidens biler bliver elektriske, og det tekniske skifte fra benzin til strøm er funderet på en stribe elektriske genistreger og et par bommerter, der alle fortjener en plads i elbilernes Hall of Fame.

Her er syv bud på biler, som kan komme med i elbilernes "Hall of Fame"
Nyt om biler

Succes er bygget på fiaskoer, lyder et af mange businessmantraer. Og det kan overføres til elektriske biler, hvor de første generationer gennem fusere, flop og tekniske revolutioner har banet vejen mod nutidens velkørende og velfungerende elektriske biler.

Vi har udvalgt nogle uddøde elbiler, der på hver sin måde viser vejen mod fremtiden og dermed fortjener en plads i elbilernes Hall of Fame. Og nej, vi har ikke inkluderet Ellerten – den blev nemlig indregistreret som motorcykel.

Tesla Roadster (2008-2012)

Tesla er nutidens elektriske pionerer. De laver de mest solgte elbiler, og de er dem, som alle gerne vil være. Roadster var Teslas første model, og den kom på markedet i 2008. Bilen var delvis bygget i kulfiber, men selvom Tesla havde en unik batteripakke, der dybest set var pc-batterier, så var vægten hele 1.200 kg. Topfarten var 200 km/t., og 0-100 km/t. på respektable 3,9 sek. Nå ja, og så kostede den 950.000 kr. i 2009 – uden afgift! Tesla har flere gange barslet med en ny Roadster, men den er endnu ikke kommet i produktion.

Læs mere: Se biltest af Tesla Roadster

Vidste du…

Kodenavnet – eller Teslas interne navn for Roadster – er DarkStar.

 

Renault Fluence Z.E. (2011-2013)

Fluence gør ondt i et dansk hjerte, fordi den var central i det fallerede israelske projekt Better Place. Tanken var, at man ikke skulle hurtiglade elbiler, men i stedet udskifte batterierne, som man i øvrigt lejede af Better Place. Batteriskiftet virkede efter hensigten, men med en rækkevidde på højst 185 km blev konceptet aldrig en succes. Også fordi der kun var én bilmodel, der brugte batteriet, og den var baseret på en almindelig brændstofbil, så eksempelvis var bagagerummet begrænset til blot 300 liter. Renault fik langt større succes med Zoë, om end den nyeste model af denne blot har 0 stjerner i Euro NCAP. Ideen med batteriskifte er netop taget op igen af det kinesiske mærke Nio. 

Læs mere: Se artiklen om Renault Fluence Z.E.

Vidste du…

Batterilejen gennem Better Place dækkede også strømudgifterne, svarende til 1,36 kr. pr. km.

 

VW e-Golf (2014-2020)

Udefra ligner den bare en Golf, og indvendigt er det samme oplevelse. Af samme årsag er der ikke meget wauw-faktor over e-Golf, der bare opleves som en fornuftig hverdagsbil. I 2017 fik e-Golf et facelift med et større batteri, så rækkevidden voksede til 231 km efter WLTP-normen. E-Golf blev lanceret stort set samtidig med e-Up, men siden har VW ændret fokus, så deres fremtidige elbiler ikke er baseret på benzinbiler, men dedikerede elbilplatforme, hvor ID.3 og ID.4 er de første modeller.

Læs mere: Se biltesten af VW e-Golf

Vidste du…

VW Golf VII var den første bil, der kunne fås som benzin, diesel, gas, plugin-hybrid og ren elbil.

 

Mitsubishi i-Miev (2010-2014)

„Elbilen er landet!“, skrev vi, da Motor i 2011 testede Mitsubishi i-Miev. Sammen med søstermodellerne Peugeot Ion og Citroën C-Zero var i-Miev de første moderne elbiler, der kom på markedet i Danmark. Men det var tidlige tider i elbilens nutidige historie, og rækkevidden var blot 60-70 km, da vi testede den om vinteren. Netop det, at Mitsubishi delte teknik med Citroën/Peugeot, har vist vejen frem mod i dag, fordi udviklingsomkostningerne er så høje. Derfor vil vi i fremtiden se, at bilfabrikkerne enten deler teknik eller komplette tekniske platforme. Et eksempel er, at Ford snart kommer med to elbiler, hvor teknikken stammer fra Volkswagen.

Læs mere: Se biltesten af Mitsubishi e-Miev

Vidste du…

Automatgearvælgeren har hele tre indstillinger til fremadgående kørsel, hvor der er forskellige niveauer af regenerering/motorbremse.

 

Citroën Berlingo Électrique

Citroën var elektriske pionerer i 1990’erne. Først kom AX i 1995, og den blev i 1997 fulgt op af Saxo og den elektriske Berlingo i 1998. Det var med fortidens batteriteknologi, så hverken ladetid eller rækkevidde imponerer i dag. Desværre holdt mærket ikke ved, men tog en pause fra de elektriske biler, så de ikke har høstet frugt af at være blandt de første. Citroën har netop introduceret en elektrisk Berlingo med en rækkevidde, der ikke imponerer i forhold til konkurrenterne, men som dog er markant bedre, end da den første el-Berlingo kom på markedet.

Læs mere: Se forpremieren på den helt nye elektriske Berlingo

Vidste du…

Batteriet i Berlingo var af nikkel-cadmium typen, som man også kendte fra datidens elektriske fjernstyrede biler.

 

Mercedes-Benz SLS Electric (2013-2014)

Den gule neonfarve understregede Mercedes-Benz’ behov for at lancere noget spektakulært på den elektriske bilscene. Verdens ældste bilmærke kom sent til festen, men har i dag lanceret mange elektriske modeller, hvor især deres topmodel, EQS, imponerer. Der gjorde den neonfarvede SLS også i 2012, men selvom den havde 751 hk og 1.000 Nm, fik den ikke rigtigt fat i markedet, og der er angiveligt kun bygget ni elektriske udgaver af SLS. I dag ville den være revet væk på markedet, da nutidens hyperbiler skal være helt eller delvis elektriske. Nogle gange kan man komme for sent og alligevel være for tidligt på den.

Vidste du…

Den elektriske SLS har hele fire elmotorer, en ved hvert hjul. Og batteriet er udviklet i samarbejde med Mercedes’ F1-team.

 

BMW i3 (2012-2022)

Vel nok den mest revolutionerende bil i nyere tid. Ikke for at være en elektrisk bil, men for dens totalkoncept med bæredygtighed som omdrejningspunkt. Den har et kulfiberforstærket plastickarrosseri, som gør bilen lettere end andre biler, og til produktionen af bilen er der delvis brugt genbrugsplastic og genbrugstekstiler. Bilen er bygget, så 95 procent af materialerne kan genbruges, når den skal skrottes. BMW har mange elbiler på vej, men indtil videre er det mest topmodellen iX, der viderefører arven fra i3. 

Læs mere: Se biltesten af seneste udgave af BMW i3

Vidste du…

BMW i3 fandtes også som plugin-hybrid, men benzintanken var blot på ni liter, så benzindelen var kun til nødstilfælde.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve