I Danmark skilter vi ikke med den generelle fartgrænse på 50, 80 og 130 km/t. Dem formodes bilisterne at kende.
Men man kan jo komme i tvivl om, hvor hurtigt man må køre et bestemt sted, og under alle omstændigheder lader det til, at bilister i gennemsnit sænker farten en smule, når de ser et hastighedsskilt.
Det får nu Vejdirektoratet til at indlede et omfattende forsøg, hvor de hvide pæle langs 35 km statsveje får påsat et lille refleksmærke med ’80’. Det sker bl.a. efter hollandsk forbillede.
Fartskilte dæmper farten
Men der er også solid indikation for, at det fungerer i Danmark, at der skiltes med fartgrænsen.
F.eks. menes de mange 110-skilte, som blev sat op da den generelle fartgrænse på motorveje blev hævet til 130 km/t., at have en god del af æren for, at hastigheden disse steder faldt i stedet for at stige.
I nyere tid har Vejdirektoratet desuden indført et ’påmindelses’ 80-skilt, når en strækning med 90 km i timen på landeveje ophører. Logikken og færdselsloven siger, at når 90 ophører, så gælder de generelle 80 km/t. Men en påmindelse har altså været nyttig.
Også på kommuneveje er der de seneste år dukket en del ’Husk 50’-skilte op.
- Der er desværre stadig for mange, der kører for hurtigt og overtræder hastighedsgrænserne. Vejdirektoratet vil med et meget enkelt klistermærke nu minde bilisterne om hastighedsgrænsen. Det er positivt at se, at man prøver nye metoder af, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.
Se mere: Kører du med falsk sikkerhed bag rattet?
FDM: rigtig god idé
Også FDM ser positivt på det nye forsøg.
- Det er glædeligt, at man nu vil forsøge sig med skilte på kantpælene, der skal minde bilisterne om de generelle hastighedsgrænser. Man gør allerede noget lignende flere steder i andre europæiske lande, og FDM har længe efterspurgt netop dette, siger chefkonsulent Dennis Lange.
Han tilføjer:
- Om små klistermærker på kantpælene er den rette løsning, eller der skal en anden model til, bliver spændende at følge.
På hver eller hver anden kantpæl
Mærket placeres på hver eller hver anden kantpæl i højre side af vejen.
Det røde fartmærke med det sorte tal minder om de almindelige runde fartskilte, og Vejdirektoratet håber derfor, at det lille mærke vil vække genkendelse trods dens formindskede størrelse.
- Hvis det viser sig, at dette forsøg kan få flere til at køre efter de gældende regler, kan der være tale om et forholdsvis enkelt og billigt trafiksikkerhedsinitiativ, der nemt kan rulles ud på flere landevejstrækninger, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen.
Forsøget med de nye fartmærker på kantpælene gennemføres på seks landeveje i Jylland og skal løbe i et år.