Vinteren kan være hård ved den danske bilpark, så når foråret kommer, er det tid til at give den en grundig og kærlig hånd. I denne artikel kan du læse om, hvad det er godt at tjekke og gennemgå. Og du kan se videoer med tip til, hvordan du gør i praksis.
Hvad skal du tjekke, smøre og skifte?
Din bil har godt af at få ”vasket vinteren væk” både inde og ude. Det er en oplagt lejlighed til at gennemgå bilen for småskader og til at foretage almindeligt vedligehold såsom f.eks. at give hængsler og klapper lidt olie og tjekke lak, viskerblade og lygter.
Forårets farvel til sne og is betyder også, at din bil skal have skiftet til hjul, der passer til sæsonen.
Læs mere om de syv emner herunder. Tryk på overskriften eller det blå plustegn for at folde menuen ud.
- Tjek viskerblade
-
Begynd klargøringen med at gå bilen efter udvendig. Undersøg vinduesviskernes blade og se efter om gummiet er helt. Skal viskerbladene skiftes kan du ofte selv klare det. Få gode tip og se video i vores artikel om skift af viskerblade.
- Tjek lygter
-
Se efter om alle bilens lygter virker, og husk også blinklys og stoplys.
- Vask bilen grundigt
-
Gør bilen forårsklar med en grundig vask. Den regelmæssige vask i løbet af vinteren kan sagtens foregå i en vaskehal, hvor den billigste vask som regel er tilstrækkelig. Men når bilen skal have den store tur, opnår du det bedste resultat ved at håndvaske bilen med spand, børste og slange. På den måde kommer du ind de kritiske steder, hvor vaskemaskinen ikke kommer. Brug rigeligt vand og en god mikrofibersvamp.
Ved samme lejlighed opdager du eventuelle småskrammer og stenslag. Benyt lejligheden til at skylle hjulkasser og panelkanter med vandslangen, så du får fjernet det vejsnavs, vaskemaskinens undervognsskyl ikke kan fjerne. Snavs som holder på fugten og danner grobund for rust. Også når solen skinner.
Vær opmærksom på, at de gode produkter til rengøring af fælge sjældent er miljørigtige. Brug en såkaldt pusleplads på en tankstation, hvor afløbet er miljøsikret.
- Ryd op, støvsug og rengør bilen
-
Klargøring af det indvendige i bilen begynder med en grundig støvsugning. Tøm bilen for alle unødvendige effekter, inden du tager fat med støvsugeren. Brug de nødvendige mundstykker for at komme godt ind i kroge og vanskelige steder som mellem forsæderne.
Så kommer turen til ruderne. Brug et glasrengøringsmiddel og bliv ved indtil alle striber er væk. Indvendig polering af ruden med nogle dråber koncentreret opvaskemiddel, hjælper til at holde ruden fri for dug. Til plast bruger du en fugtig klud, og hvis det er nødvendigt et vinylplejmiddel. Vælg et middel der efterlader overfladen silkemat og ikke er fedtet.
Anvend aldrig plejemidler på rat og pedaler. Brug så vidt muligt almindelige og egnede husholdningsprodukter til rengøringen. En pensel er god til afstøvning af ventilationsdyser- og gitre, ligesom en fnugbørste gør rengøring af sæder lettere.
- Tjek for lakskader
-
Inden du begynder at behandle bilens lak, skal du tjekke bilen for flyverust, som er små rustne ujævnheder på bilens lak. Flyverust er forholdsvist simpelt at fjerne.
Læs mere: Sådan fjerner du flyverust på bilen
Andre småskrammer skal også udbedres i nødvendigt omfang. Når det er gjort, skal du vurdere, hvor meget du behøver at gøre for at få lakken pæn. Topresultat får du ved at starte med en lakrens og slutte af med en lakkonservering eller -forsegling. Husk at smøre alle plastlister ind i et plejemiddel inden du begynder på lakken. Det gør, at lakprodukterne ikke sætter sig fast i en nubret plastoverflade.
Læs mere: Sådan plejer du bilens lak
Hvis du ikke selv vil bruge tid på behandlingen, er der mange firmaer, som tilbyder professionel lakkonservering.
FDM har en række rabatordninger med bilpleje-firmaer, som du kan gøre brug af som medlem af FDM.
- Smør bevægelige dele (klapper mv.)
-
Brug en universalolie til at smøre bevægelige dele som viskerarme, hængsler og brændstofklap. Visse steder kan det være formålstjenlig at bruge et smøremiddel på spraydåse med aftagelig tynd studs, der gør det nemmere at smøre præcist.
Brug låseolie/grafit til låsene. Har bilen centrallås, er det ekstra vigtigt at komme rundt i alle låse, som ikke bruges dagligt. Det er en god idé at bruge nøglen i alle låse jævnligt, så de ikke gror sammen af snavs og rust.
- Skift til sommerhjul
-
Inden du afmonterer vinterhjulene, skal du kontrollere, at mønsterdybden på sommerdækkene er mindst tre mm, som er FDMs anbefaling. Lovens minimumskrav er 1,6 mm, men er for lidt på våde veje. Gå også dækkene efter for eventuelle skader og fjern sten og andet der har sat sig fast.
Vinterdækkene skal opbevares mørkt, køligt, i rengjort stand og med korrekt dæktryk. Det er ofte en god ide at vente med at skifte fra vinterdæk til et godt stykke ind i april måned.
Få gode råd og se video i vores artikel om skift af hjul.
Læs mere: Sådan skifter du hjul på bilen
Skal du have din bil med til udlandet, skal du være opmærksom på, at der i Europa er forskellige regler for vinter- og sommerdæk.
Hvad skal du tjekke under motorhjelmen?
Som en del af forårsklargøringen bør du også åbne hjelmen og kaste et blik på din motor. Ejer du en brændstofbil – og det er det stadig langt de fleste af os, der gør – så er der et par ting under hjelmen, du bør gøre som en del af bilens vedligeholdelse.
Er du elbilsejer, så kan du – næsten – nøjes med at løfte hjelmen og påfylde sprinklervæske. Husk, at vælge en sommertype, som er udviklet til sæsonen og f.eks. bedre fjerner insekter fra din rude.
Læs mere om de tre emner herunder. Tryk på overskriften eller det blå plustegn for at folde menuen ud.
- Påfyld sprinklervæske
-
Påfyld sprinklervæske, og vær i den forbindelse opmærksom på at begynde at bruge en sommersprinklervæske. Sommer- og vintersprinklervæske har forskellige egenskaber. Hvor vintersprinklervæske er frostsikret og egnet til kolde temperaturer, så er sommersprinklervæske udviklet til sommerhalvåret, og er f.eks. bedre egnet til at få insekter af forruden osv.
- Pejl og evt. påfyld olie
-
Det er vigtigt, at der til enhver tid er olie nok på din bil. Tjek derfor oliestanden, og fyld olie på ved behov. Benyt kun olie, der lever op til specifikationerne for motorolien til din bil.
- Tjek motorens væsker
-
Når du er ude i motorrummet, så tjek køler- og bremsevæskestand. Er du i tvivl om, hvordan du gør det på netop din bil, så kan du se hvordan i bilens instruktionsbog.
Du kan også få FDM eller et værksted til at lave et årstidstjek.
Er du i tvivl om din bils tilstand?
Oplever du mislyde fra hjulophæng eller andet, kan det være en god ide at få foretaget en FDM vedligeholdelsestest.
Så kan du få et overblik over din bils tilstand.
Læs mere: Få tjekket bilen med FDM vedligeholdelsestest
Gode tip til af få bilen helt ren
Har du aftageligt anhængertræk?
Har din bil aftageligt anhængertræk, skal krogen være til at af- og påmontere. Den kan kræves kontrolleret i forbindelse med syn eller af politiet.
Sørg derfor for at kontrollere den jævnligt og få den smurt, hvis det er nødvendigt.
Tip: Husk solbriller i bilen
Hav altid et par solbriller liggende i bilen, både sommer og vinter. Især den lave sol i det sene efterår, om vinteren, og i det tidlige forår kan blænde dig og skabe farlige situationer i trafikken.
Har du brug for plejemidler til bilen?
I FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter og udstyr til bil- og kabinepleje. Husk, at du som medlem af FDM handler med rabat på udvalgte varer.