Opel Crossland X - crossover snubler i byen

Motors vurdering
Opel Crossland X
- Plads
- Fartpilot
- Trykskærm
- Nødbremse
- Køreegenskaber
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning114 g/km
-
Effekt130 hk
-
Moment230 Nm
-
Topfart206 km/t.
-
Acc. (0-100)9,1 sek.
-
Køreklar vægt1.278 kg
-
Maks. påhængsvægt840 kg
-
Bagagerum410 liter
-
Akselafstand260 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:421 cm B:177 cm H:161 cm
Motors tal
- Målt forbrug 19 km/l
- Beregnet økonomi 3,25 kr./km
Den trendy Crossland X afløser Meriva, hvor fokus var på fleksibilitet fremfor design. Den er første Opel, der er bygget på basis af en ny platform fra Citroën/Peugeot (PSA), og det franske islæt skinner igennem nogle steder.
Crossland X placerer sig pladsmæssigt perfekt for børnefamilier. Der er god benplads på bagsædet, højt til loftet, og bagagerummet er på 410 liter.

Du sidder højt bag rattet, og det er ikke kun adgangsforholdene, som er behagelige, for de ergonomiske AGR-sæder (til 6.000 kr.) kan formes omkring kroppen, uanset om du er stor eller lille.
Testbilen står flot udstyret, og især den 8” store trykfølsomme skærm løfter oplevelsen i en kabine, hvor kvalitetsfornemmelsen dog ikke er på niveau med prissedlen på godt 250.000 kr. Men skærmen er, som meget udstyr i testbilen, ekstraudstyr. 15.000 kr. skal lægges til prisen for at få TomTom-navigation uden live trafikmeldinger. De fleste vil kunne leve med basisskærmen på 7 tommer, der både har Apple CarPlay og Android Auto.

Ingen bybremse i bybilen
På listen over ekstraudstyr finder du også automatisk nødbremse til 6.000 kr. At nødbremse ikke er standard på en helt ny bilmodel, er pinligt. Den bør tilkøbes. Nødbremsen virker dog også på fodgængere.
Et andet kryds på listen over ekstraudstyr, som fungerer godt, er LED-forlygterne. De giver et kraftigt hvidt lys (for 12.000 kr.), de er desværre ikke adaptive som i Astra og Insignia.
Bag rattet vil du glæde dig over gode fralægningsmuligheder til mobil, pung, nøgler, kaffekrus og alskens småting. Du sidder også højt på begge sæderækker, hvor adgangsforholdene er forbilledlige. Du kan tilkøbe en pakke med bl.a. længdejusterbare sæder, så bagagerummet kan udvides op til 520 liter, men det koster naturligvis benplads på bagsædet.
Et lille minus er fodhvileren ved koblingen, der sidder tæt på forsædet, hvilket kan genere høje chauffører.
Underlige køreegenskaber
Køreegenskaberne i Crossland X er besynderlige. Den minder slet ikke om en Opel, men heller ikke som sit franske ophav. Det er, som om bilen aldrig falder til ro, den er sidevindsfølsom og føles underlig i sving. Antiudskridningssystemet skrider tidligt ind, hvilket understreger, at affjedringen ikke er vellykket.
Alle motorer i Crossland X stammer fra PSA. Testbilens 1.2-liters motor har rigeligt med kræfter, men i nogle tilfælde kommer de lidt for pludseligt som ketchup fra en glasflaske. Her er dieselmotoren med 120 hk mere harmonisk. Her er gearingen dog ulogisk høj, hvilket især irriterer ved bykørsel, hvor du bliver nødt til at køre i tredje gear med lidt høje omdrejninger og støj til følge.
Begge motorer klarede Motors forbrugsmåling flot med henholdsvis 19 og 24 km/l, det er stort set de officielle tal. Uanset motorvalg må Crossland X kun bruges til at trække en stor havetrailer. Den maksimale anhængervægt er blot 840 kg.
Fartpilot læser farttavler
Et plus på alle udgaver af Crossland X er fartpiloten, der arbejder sammen med kameraet i forruden. Dermed kan den aflæse den tilladte hastighed, som du kan indstille ved et tryk på en knap. Desværre fås den ikke som adaptiv fartpilot, og så skal fartpiloten aktiveres ved hver køretur i stedet for at stå standby som i andre Opel-modeller. Det er en af følgerne af, at motorerne kommer fra PSA.
Crossland er dermed en forsmag på samarbejdet mellem Opel og PSA. På nogle punkter scorer Crossland højt, mens den især falder igennem på sikkerhedsfronten og affjedringen. Og når biløkonomi og standardudstyret tages med i betragtning, får Crossland X trods gode takter blot tre stjerner.