Opel Mokka set forfra
Biltest

Opel Mokka – Nyt ansigt klæder SUV'en

Den nye generation af Opels mini-SUV hedder Mokka, og den fås både med benzin-, diesel- og eldrift. Vi har prøvet bilen med den vakse turbobenziner, og det er der kommet en ganske vellykket bil ud af.
Opel Mokka set bagfra

Motors vurdering

Opel Mokka

16,7 km/l
Benzin
289.990 kr.
  • Fin motor
  • Velfungerende automatgearkasse
  • Selvstændig identitet
  • Nogen motorstøj
  • Stødende affjedring
  • Høj indstigning
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.2 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    133 g/km
  • Effekt
    130 hk
  • Moment
    230 Nm
  • Topfart
    200 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.295 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    350 liter
  • Akselafstand
    256 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:415 cm B:179 cm H:153 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,40 kr./km
Luk

Den nye Opel Mokka er den anden model – den første var Corsa - som er bygget på samme platform, som blandt andet også anvendes til Peugeot 2008 og Citroën C4. En af fordelene ved CMP-platformen er, at den giver designerne næsten frit spil, når det gælder karrosseriets udformning, og det har Opels udviklingsteam i Rüsselsheim udnyttet til fulde.

Nogle Opel-fans havde måske frygtet, at mærkets særkender ville forsvinde, efter at Opel er blevet del af den nye Stellantis-koncern, som bl.a. rummer Citroën og Peugeot, men det er tydeligvis lykkedes at skabe en bil, som adskiller sig fra koncernens øvrige mærker.

Mokka har naturligvis også fået mærkets nye ansigt, den brede skarptskårne grill, der er designet med Opel Manta fra 1969 som inspiration, og som ifølge Opel vil præge mærkets modeller de næste mange år.

Og selvom vi har hørt den sang mange gange før fra både Opel og mange andre bilfabrikker, kunne der godt være noget om snakken. Det nye, brede Opel-smil virker nemlig umiddelbart noget mere langtidsholdbart end forgængernes lidt intetsigende trutmund.

Opel Mokka kabine
Førerpladsen er velindrettet, og i topmodellen, GS Line, er der to skærme: en 12-tommers med instrumenterne foran føreren, og en 10-tommers til højre for rattet.

Hvor god plads er der i Opel Mokka?

Også inden døre har Opel sat sit helt eget præg. Kabinen er velindrettet, og i denne topmodel er der to skærme: en 12-tommers foran føreren, og en 10-tommers trykskærm til højre for rattet.

Skærmen foran føreren indeholder fine digitale instrumenter med flere indstillingsmuligheder, mens den anden skærm primært styrer infotainment og navigation, mens klima og andre komfortfunktioner stadig styres via knapper under skærmen. Det fungerer rigtig fint i dagligdagen.

En lidt spøjs detalje er, at dørtærsklen er usædvanlig høj, og det betyder, at man lige skal sikre sig, at foden er kommet hele vejen ind i bilen, før man smækker døren. Under vores test oplevede vi to gange, at forsædepassagerer uforvarende kom til at smække døren i for tidligt, heldigvis uden personskade.

Læssekanten til bagagerummet er også i den høje ende, så selvom designet virker friskt, er det altså ikke praktikken, der har haft førsteprioritet i udviklingsafdelingen.

Opel Mokka bagsæder
Der er rimelig god plads ved bagsædet, og der er varme til bagsædepassagerernes fødder

Hvordan kører Opel Mokka?

Undervognen føles, som er den sat op til langtur, hvilket kan undre lidt biltypen taget i betragtning. For lige så lydefrit Mokka opfører sig på landevej og motorvej, lige så følsom er den for bump og ujævnheder i byen og på småveje.

Samtidig er lydbilledet ikke udpræget rart, for den trecylindrede motor er temmelig støjende ved lave omdrejninger og under acceleration, og der er også ret meget dækstøj. Det er synd, for motoren er ellers ganske smidig og gør det ret overbevisende.

Samspillet med det ottetrins automatgear er virkelig fortrinligt. Især virker de manuelle skift med skiftepalerne bag rattet bedre i Mokka end i de fleste andre biler i klassen.

Opel Mokka Bagagerum
Der er en ret høj læssekant til bagagerummet. Bagsæderyglænet kan foldes forover i to dele, men gulvet bliver ikke helt plant.

Hvad koster Opel Mokka?

I den testede topudgave med udstyrsniveauet GS Line byder Mokka på både komfort- og sikkerhedsniveauer, som er lidt højere, end man kan forvente i denne klasse. Der er adaptiv fartpilot, bakkamera, skiltegenkendelse og automatisk klimaanlæg.

Det tjener Opel til ære, at Mokka i alle udstyrsniveauer, selv det laveste, Enjoy, har det samme ret omfattende sikkerhedsudstyr. Underligt, at det samme ikke gør sig gældende i alle mærkets modeller.

Mokka kan fås fra 214.990 kr., mens den testede version koster 289.990 kr. Til det skal man så lægge 7.500 kr. for lakken, medmindre man vælger standardfarven, som er en meget frisk grøn, som selv Kermit the Frog ville blive, ja, grøn af misundelse over.

Overvejer du at købe ny bil? FDM kan hjælpe dig

Få rådgivning