Motor mener
Hyundai Bayon er en konventionel, men absolut velfungerende og rar mini-SUV med god bagageplads til den lille børnefamilie.
HELLERUP Det er sjældent, at en helt ny bilmodel dukker op – i hvert fald uden for elbilernes verden. Men nu er Hyundai på banen med en lille SUV, som ikke har nogen direkte forgænger.
Bayon hedder bilen, som kan ses som en crossover-udgave af Hyundai i20 eller en afløser for den for længst udgåede Hyundai iX20, som var en MPV.
Med en længde på 4,18 meter kommer Bayon, opkaldt efter den franske by Bayonne, i selskab med mange andre små SUV’er som Renault Captur, Peugeot 2008 og den kommende VW Taigo.
Den gnubber sig også gevaldigt op ad Hyundais egen Kona. Dimensionerne er næsten ens, men Bayon adskiller sig ved at have en anelse mindre bagsædeplads og væsentlig større bagagerum – over 400 liter er meget i klassen.
Hvad koster Hyundai Bayon?
Samtidig er Bayon an anelse billigere – men mest opnået ved at gøre grundmodellen af Bayon skrabet og hæve prisen på Kona en anelse med en smule mere udstyr.
Bayon begynder ved 195.000 kr., når man ser bort fra den udstyrsfattige grundmodel, Pure. Den er 10.000 kr. billigere, men har ingen skærm i midten, og instrumenthuset er primært analogt.
Bayon er samtidig mere moderne teknologisk og i kabinen – det kan den takke platformen fra den nye i20 for. Førerpladsen er helt ens i de to, dog har Bayon fået mere sportslige og støttende forsæder.
Til gengæld er Bayon lige så „umoderne“ som i20, når det gælder motorer. Bilen fås med valg mellem to (glimrende) benzinmotorer og ikke andet. Bayon er slet ikke elektrificeret – en version med mildhybrid-teknik er ligefrem fravalgt i Danmark.
Hvordan kører Hyundai Bayon?
SUV’en er også konventionel på andre punkter: Parkeringsbremsen er mekanisk, automatgearet er mekanisk styret, og LED-lys er der stort set ikke – hverken inde eller ude. LED-baglygter fås som ekstraudstyr til topmodellen. Og selv den veludstyrede mellem-model, Essential, nøjes med 15-tommers stålfælge.
Motorer er der to af. 1.2 med 84 hk og 1.0 med 100 hk. Sidstnævnte fås med automatgear (dobbeltkobling – plus 20.000 kr.).
Bayon er behagelig og ukompliceret at køre, og med den prøvede 100-hestes motor kommer man fint frem. Mindre kan muligvis også gøre det. Den „kraftige“ motor klarer officielt 18,5 km pr. liter, den lille 17,9.
Hvilken Hyundai Bayon er bedst?
Den 100 hestes med Essential-udstyr til 210.000 kr. virker som et godt valg i modelprogrammet. Med det udstyrstrin får man bl.a. en fin 8”-skærm i midten og digitalt instrumenthus. Midterskærmen kan opgraderes til 10,25 tommer, men så forsvinder muligheden for trådløs Apple CarPlay.
Der er en del muligheder for tilvalg af udstyr. Det gælder bl.a. sort tag, varme i bagsædet, trådløs telefon-oplader, soltag, nøglefri adgang og en mere avanceret nødbremse samt andet sikkerhedsudstyr.
Bayon er en bil kun til Europa, og den fremstilles på Hyundais fabrik i Tyrkiet. Er klar hos forhandlerne nu.