Lynladere skyder op i lyntempo

Muligheden for at lade elbilen, hvis man ikke selv har en lader derhjemme, bliver bedre og bedre. Nye spillere melder sig på banen – blandt andet kan man nu lade sin elbil på benzintanken stadig flere steder. Se, hvor du nu og i nær fremtid kan lade elbilen.

Clevers ladestation ved Knudshoved
Bilist

Der kan være kø til en hurtig- eller lynlader, og i mange egne af landet er der nærmest ingen af de hurtige elbilladere. Men det lysner i høj grad for elbilisterne.

Alene i år åbner der ca. 40 lynladestationer på benzinstationer, og også de egentlige ladeoperatører har travlt med nye ladestationer med de helt hurtige ladere.

Drivkraften er især væksten i antal elbiler samt den politiske aftale fra december, der giver sikkerhed for strømpriser og elbilafgifter i lang tid. Desuden indgik en stor del af ladebranchen – dog ikke brændstofselskaberne – en aftale i februar om at sikre stor udbygning og nem roaming.

Dertil har offentlige støttepuljer skubbet kraftigt til udrulningen. Senest sikrer infrastrukturaftalen fra juni en halv mia. støttekroner i perioden 2022-2030. De skal bruges til større ladeparker. 

Med mange nye lynladere i byområder bliver det nemmere at eje en elbil, selvom man ikke kan eller vil have en hjemmelader. Desuden sker der også en solid vækst i de langsommere 11- og 22-kW-ladere.

Her kan du nu og i fremtiden lade elbilen:

Circle K: Tankstationkæden er i fuld gang med at etablere eget ladenetværk og har sat tempoet op. Fem stationer (med 14 ladestik) har fået de nye 300-kW-ladere i drift, og 13 flere kommer frem til oktober. Endnu flere ventes fra næste år.

Clever: Den store ladeoperatør er i gang med en kraftig udbygning. Frem til 2025 er målet flere end 50 lynladestationer med samlet 800 ladestik (op til 300 kW). I år kommer mindst fire lynstationer inkl. den netop åbnede „byladestation“ på Frederiksberg. Tidligt i 2022 åbnes Danmarks største ladestation med plads til 28 biler ved Odense.

E.ON: Energiselskabets ladeafdeling har 63 hurtigladere (med hver to stik) og i samarbejdet med Clever seks lynladestationer. E.ON har omvendt nedlagt et antal hurtigladere, som har stået hos Circle K. E.ON forventer en større udbygning af lynladere, både bynært og langs motorvejene.

FDM: Driver et ladenetværk på Bornholm. To steder med lynladning (60 kW). Hertil fra september en offentlig tilgængelig 400 kW-lader ved FDM Jyllandsringen.

Ionity: Den bilindustriejede specialist inden for lynladning (350 kW) har syv stationer i Danmark. Der er ikke aktuelle planer om flere.

Lidl: Dagligvarekæden Lidl er ved at opsætte ladestandere ved sine butikker. De første omkring 20 kommer i år, og senest i 2023 er ambitionen at have ladere ved 133 butikker. Lidls ladere er med 50 kW „kun“ hurtigladere, men er til gengæld gratis indtil videre.

OK: Det danske energiselskab er klar til kaste sig ud i lynladning. Første station med 175 kW-ladere åbnede i juni, og otte flere kommer i år. Der er ambitioner om væsentlig flere i de kommende år.

Shell: Danske DCC Energi, som driver Shells netværk, åbner i det tidlige efterår lynladere på fem tankstationer i Københavnsområdet. Fra næste år er planen at udvide yderligere på steder, hvor der er behov. Shells ladere er på hele 350 kW.

Sperto: Den uafhængige operatør runder i sensommeren ti steder med op til enten 75 eller 150 kW, og inden nytår kommer seks flere. Dertil har firmaet en del ”små” jævnstrømsladere på 24 kW. Udbygningen ventes at fortsætte i 2022.

Tesla: Elbilmærket er ved at udbygge sit indtil videre lukkede netværk (op til 240 kW). Der er nu 12 stationer i Danmark. Inden for et år forventes yderligere ni åbnet.

Q8: Brændstofselskabet træder ind i elalderen til efteråret med tre stationer i København med 150 kW-lynladere. Næste år kommer der som minimum 20 flere, og ambitionen inden 2026 lyder på 400 stationer i Danmark og Sverige.

Andre: Flere nye „ladeoperatører“ er på vej, ofte med lynladere til eget brug, men med offentlig adgang. Bl.a. taxaselskabet Viggo.

Er du i tvivl om, hvordan man lader en elbil? Læs FDMs guide:

Alt om ladning af elbiler