Det bliver lettere og lettere at lade elbilen på længere ture i Danmark.
Nettet af lynladere langs motorvejene bliver tættere i løbet af 2022, og i 2023 kommer yderligere ’ladeparker’, som skal fylde det tomrum, der i dag findes i store dele af Midt- og Vestjylland. I dag står næsten alle de helt hurtige ladere langs E45.
Den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035, som alle Folketingets partier indgik i juni, betød, at der skal oprettes op mod 50 lynladeparker, og der er afsat 500 mio. kr. til den fysiske anlæggelse af pladserne, gravning af elkabler samt udbudsprocesserne for opsætning og drift af ladestanderne.
Her kommer seks ladeparker
Der er nu sat navn på de første ladeparker. Vejdirektoratet, som har ansvaret for udbygningen, har udpeget seks rastepladser, og politikerne har godkendt placeringerne, som vil koste 56 mio. kr.
De seks ladeparker kommer til at ligge parvis på hver side af motorvejen, og som en nyskabelse skal flere af dem placeres på de mindre rastepladser. Det er Lillebælt på Vestfyn, Rønninge på Østfyn og Tappernøje på det sydlige Sjælland. Ingen af stederne er der ladere i dag.
- FDM er glad for, at der er planer for ladeparker frem mod 2030, men vi kan godt være bekymret om hastigheden i udbygningen er ambitiøs nok. Især på helligdage og andre tider med tæt trafik frygter vi at se kø, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.
Det er ikke afgjort, hvor mange ladere der kommer fra begyndelsen hvert sted, men der skal gøres plads til samlet 132 ladepladser frem mod 2030. Det svarer til i gennemsnit 22 ladepladser hvert sted.
Nu skal ladeselskaberne findes
Næste skridt er udbud af opsætning og drift af ladestanderne. De vindende operatører skal så opsætte og drive ladestanderne på samme måde, som det i dag sker med tankstationer langs motorvejsnettet. Her betaler tankstationerne en løbende afgift til Vejdirektoratet.
Næsten alle ladere på motorvejsrastepladser er i dag hurtigladere med maks, 50 kW. Ved at gå over til lynladere, i hvert fald på nogle standere, kommer den mulige effekt op på typisk 150-350 kW.
10 nye steder i 2023 - i Jylland
Næste bølge ruller i 2023. I 2022 mødes politikerne igen for at beslutte, hvor de næste ladeparker skal placeres. Omkring ti nye steder er foreløbig udpeget, næsten alle i Jylland. En undtagelse er planen om en ladestation nær Rødbyhavn.
Selv om stederne ikke er bekræftet, er de markeret på Transportministeriets kort herover.
Nye krav til ladeselskaber
Sidst i oktober indgik aftalepartierne en aftale om, at hurtig- og lynladestandere, som opstilles efter 1. april 2020, er pålagt krav om skilte med priser og ikke mindst mulighed for kortbetaling.
- Det er vi rigtig glade for hos FDM. På det her punkt har Danmark faktisk overhalet Norge, da norske elbilister stadig kæmper for at kunne betale med betalingskort, siger Ilyas Dogru.
Også hurtig udbygning på private områder
Samtidig med den kraftige udbygning på statens arealer har ladeselskaber travlt med at planlægge og anlægge endnu flere hurtig- og lynladere landet over.
Clever, der er landets største, åbner i slutningen af året en stor ladestation ved Skandinavisk Transportcenter nær Køge, og omkring marts indvies en endnu større ladestation ved motorvejsfrakørsel Odense SØ. Her bliver der 28 ladepladser.
Randers får lynlader nu
Foruden den nye ladeoperatør Alego, som lige har åbnet tre stationer og i december klar med en fjerde ved Aarup på Vestfyn, er den utraditionelle ladeoperatør Sperto også i gang med en stilfærdig udbygning med typisk 150 kW-ladere, særligt i Vestjylland og steder, hvor andre ikke er.
Nyeste skud på stammen fra Sperto er den nye station på E45 ved Sdr. Borup syd for Randers.
Også ladeselskabet Eon er i gang med at skrue op for de hurtigere ladere. I løbet af 2022 opsættes 24 nye lynladere- både på nogle motorvejsplaceringer og som supplement til firmaets byladere.