Har du også svært ved at finde rundt i virvaret af meninger, holdninger og opslag på sociale medier om elbilernes miljøpåvirkning, så er du ikke alene. Derfor har vi her samlet ni myter om elbiler, klima og miljø, så du er klædt bedre på til at træffe det rette valg, når du skal vælge bil.
1. Elbiler strejker, hvis nettet eller GPS går ned
(FORKERT)
Der har været eksempler, hvor bilister ikke kunne komme ind i deres elbil, formentlig fordi dataforbindelsen ikke var tilgængelig, eller bilmærkets server var nede.
Nogle typer fjernåbning eller -start foregår med mobilens dataforbindelse, som via en server kommunikerer med bilens telematikmodul. Samme problem kan opstå, hvis man parkerer et sted uden dataforbindelse, f.eks. i en p-kælder.
Men det vil stort set altid være muligt at komme ind i bilen og starte den med andre metoder. Det kan være via telefonens NFC-chip (hvis bilen har dette) eller via bilens nøgle/nøglekort. Problemet med manglende dataforbindelse kan opstå ved alle typer biler, også brændstofdrevne.
2. Det er farligt at køre gennem vand med en elbil
(FORKERT)
Ingen almindelige biler bør køre gennem vand, der går over hjulnavet. Elbiler er ikke anderledes, men der er f.eks. ingen risiko for stød.
Batteriet tager heller ikke skade af at være i berøring med vand, f.eks. ved kørsel i temmelig dybe vandpytter. Elbiler gennemgår i udviklingen strenge test, hvor de kører gennem dybt vand samt gennem støvkamre.
3. Elbiler er farlige for fodgængere, især blinde og svagtseende, samt cyklister
(DELVIS RIGTIGT)
Det er uklart, om de reelt er farligere, men de kan give større utryghed. Nyere elbiler (fra juli 2021) skal have en kunstig udvendig lyd ved hastigheder på under 20 km/t.
Over den hastighed begynder dækstøjen at blive ganske hørbar – elbil eller ej. Nogle blinde personer melder dog om, at de bliver forskrækkede, da elbilernes lyd er ret lav og kan drukne i baggrundsstøj. Desuden kan elbilerne skabe utryghed, da de kan accelerere hurtigt.
4. Elbiler kan nemt bryde i brand
(FORKERT)
Elbiler er mindre tilbøjelige til at bryde i brand end benzin- og dieselbiler. De nyeste tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at benzin- og dieselbiler brænder dobbelt så hyppigt som elbiler.
Tallet for 2023 var 1,7 brande i elbiler pr. 10.000 biler, mens biler med brændstofmotor lå på 3,6. Litium-ion-batterier er potentielt meget brandfarlige, men det er sjældent, at batteriet brænder, selvom bilen gør. Når et stort elbilbatteri først brænder, er røgen til gengæld ret giftig, og branden er svær at slukke.
5. Elbiler er involveret i flere ulykker
(RIGTIGT)
Elbiler ser faktisk ud til oftere at køre galt eller havne i trafikulykker end konventionelle biler. Der er i hvert fald væsentlig flere forsikringsskader på elbiler, viser 2024-tal fra Forsikring & Pension. Skadetallet er godt 50 pct. højere for elbiler.
Benzinbiler har 86 skader pr. 1.000 biler, mens elbiler boner ud med 135. Der er ingen officiel forklaring, men én teori er, at elbiler i gennemsnit har væsentlig større motorydelse.
Der har også – da elbiler var et lidt nyere fænomen – været meldinger om, at der skete skader ved igangsætning og bakning, hvor elbilens hurtige respons overraskede føreren og resulterede i buler.
6. Elbiler er farlige for redningsmandskab og mekanikere
(FORKERT)
Elbiler er ikke farligere end konventionelle biler, men de kræver en anden tilgang. Mekanikere med en klassisk mekanikeruddannelse skal have ekstrauddannelse i højspænding, noget, der nu indgår i grunduddannelsen. Når producentens anvisninger følges, er elbiler og hybridbiler ikke farligere at servicere eller reparere end biler med forbrændingsmotor, er vurderingen fra Teknologisk Instituts Center for Transport og Elektriske Systemer.
Heller ikke redningsberedskaberne frygter elbilerne, men også her har det krævet ny viden og nye arbejdsgange. En særlig sikring er designet til at frakoble højspændingen ved en ulykke, og den kan også aktiveres manuelt. Men i nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt batteri eller eludstyr er ødelagt, og i så fald kan redningsmandskabet beskytte sig med bl.a. elektrisk isolerende tæpper og isoleret værktøj.
Selvom elbilers batterier er robuste, kan de bryde i brand ved ulykke. En batteribrand udvikler sig langsommere end en benzinbrand, og det giver normalt tid til, at ombordværende kan komme ud af elbilen. Men hvis først en batteribrand er i gang, kan den sjældent slukkes, før al kemisk energi er udløst. Hvis batteribranden sker et sted, hvor der kan være fare for omgivelserne, kan en løsning være at hejse bilen ned i en vandcontainer.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af FDM har du adgang til bilteknisk og juridisk rådgivning også i forbindelse med køb af bil.