Logo

Årets Bil 2019 - en fornuftig familiebil

Nyheder

Nyt om trafik og biler

23. januar 2019

Ford Focus er Årets Bil i Danmark 2019.

Foto: MKD

Torben Arent

Ford Focus er kåret som Årets Bil i Danmark 2019 – med et pænt forspring til den genfødte Peugeot 508 jobklassebil og den alsidige Hyundai Kona.

Årets Bil i Danmark 2019 er en fornuftig, rummelig, velbygget og velkørende familiebil i den lille mellemklasse. Ford Focus blev 23. januar en ganske sikker vinder af den prestigefulde danske pris, som hvert år uddeles af foreningen af danske motorjournalister.

Mens Focus var favorit blandt 14 af de 26 dommere for især køreegenskaber, vandt bilen prisen uden nogen form for elektrificering, der ellers er årets helt hotte emne.

Se mere: Den flotteste, bedst kørende og mest nyskabende bil

Derimod kommer der snart en Active-version, der ud over at have tidens fikse SUV-look, også er anderledes end den almindelige Focus på flere områder.

- Ford Focus er bilen for den køreglade fører, og den fås med en virkelig velskiftende automatgearkasse, der løfter køreoplevelsen. Pladsforholdene i kabinen er også blevet bedre. Det er en god bil til familien Danmark. Men jeg savner en plugin-hybrid eller eludgave af Focus, siger Karsten Meyland Lemche, testkører på Motor og desuden formand for Motorjournalisternes Klub Danmark.

Se mere: Årets Bil er stærk på strøm

Motors i alt tre dommere havde Focus på hhv. en 2.-, 3.- og 4.-plads ud af de fem finalister.

Hård kamp om andenpladsen

Der var mere hård kamp om andenpladsen end førstepladsen. Peugeot 508 fik 'sølv' lige foran Hyundai Kona, der bl.a. gør sig bemærket ved at findes som ret billig elbil med meget lang rækkevidde – foruden benzin- og dieselversioner.

Årets Bil i Danmark 2019

Resultatet i finalen

1 Ford Focus
187 point
2 Peugeot 508
132 point
3 Hyundai Kona
127 point
4 Kia Ceed
112 point
5 Jaguar I-Pace
92 point

Se mere: Årets Bil i Danmark gennem 50 år

Hyundai Kona var favorit hos syv af de 26 jurymedlemmer, mens Peugeot 508 og Kia Ceed fik flest point fra hver to dommere, mens Jaguar I-pace lå øverst hos ét jurymedlem.

8. sejr til Ford i 50 år

Med sejren til Focus er det ottende gang, at Ford har vundet prisen gennem de 50 år. Og nærmest symbolsk for 50-års-jubilæet var den første vinder i 1969 også en Ford, nemlig Capri.

Afsløringen af Årets Bil i Danmark 2019 fandt sted på Forstadsmuseet i Hvidovre, hvor alle Årets Bil gennem 50 år er udstillet i tidstypiske rammer. Udstillingen kan opleves til og med 22. april.

Se mere om udstillingen: Årets Bil 1969-2019: Familien Danmark på hjul

Motor har testet alle bilerne, ofte i flere versioner. Se nogle af dem her:

Ford Focus femdørs 1.0 Ecoboost

Ford Focus stationcar

Hyundai Kona ElectricHyundai Kona benzin

Jaguar i-Pace

Kia Ceed

Peugeot 508

Find din nye bil på FDM biler.dk