Skal du på kør selv-ferie til et andet land – eller har du i forbindelse med en forretningsrejse brug for at leje bil og køre i udlandet – så er det godt at forberede sig på de færdselsregler, der gælder i det pågældende land. Her har vi samlet et overblik over de færdselsregler, der gælder i Frankrig, samt andre nyttige informationer om at køre bil i landet.
Hvilke krav er der til lygteføring i Frankrig?
Det anbefales, at alle køretøjer med mere end to hjul kører med kørelyset tændt i dagtimerne.
Motorcykler skal køre med mindst nærlyset tændt døgnet rundt.
Er radardetektor tilladt i Frankrig?
I Frankrig er det hverken tilladt at anvende eller medbringe radardetektor.
Hvilke regler gælder for tegngivning med horn i Frankrig?
Det er kun tilladt at bruge hornet i nødsituationer.
Det er forbudt at bruge flertonet horn, fløjte eller sirene. Om natten må du kun signalere med lyset.
Hvordan er regler om vigepligt i Frankrig?
Trafikken på Routes Nationales (med rødtoppede kilometersten) har forkørselsret frem for trafikken på Routes Départementales (med gultoppede kilometersten). På stejle stigninger skal køretøjer på vej ned vige for køretøjer på vej op.
Hvis det gule lys blinker i et ellers lysreguleret kryds betyder det, at man skal sænke farten, være ekstra opmærksom og i øvrigt gælder reglerne om højre vigepligt.
Hvordan skal man køre i rundkørsler i Frankrig?
Ved rundkørsler skal du holde tilbage for trafikken i rundkørslen. Er der ikke skiltet, gælder højrevigepligtsreglen dog, og trafikken i rundkørslen holder tilbage.
Hvilke regler gælder for brug af mobiltelefon og headset i Frankrig?
Som i Danmark er det ulovligt at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Derudover er det forbudt at benytte enhver form for headset og høretelefoner (in-ear eller almindelige) til at høre musik, radio eller tale i telefon. Kun indbygget løsning i bilen eller integreret løsning i motorcykelhjelmen accepteres.
Løse bluetooth-headset og ledningsheadset er ulovlige at bruge.
Gælder særlige regler for rygning i bilen i Frankrig?
Rygning i bilen er forbudt, hvis der er børn og unge under 18 med. En overtrædelse kan koste 68 euro i bøde.
Kan vognbaner være forbeholdt el- og brintbiler samt biler med flere personer?
Nogle steder i Frankrig er der lavet særlige vognbaner til biler med flere passagerer og el- og brintbiler.
Banerne er markeret med et særligt skilt, ligesom der vil være skiltet med, hvor mange personer, der mindst skal være i bilen, før vognbanen må benyttes.
Kører man i en el- eller brintbil, må man benytte banen uanset antallet af personer i bilen.
Hvad er promillegrænsen i Frankrig?
Promillegrænsen er som i Danmark. For bilister med under tre års køreerfaring er promillegrænsen dog 0,2.
Formelt set er det obligatorisk at medbringe en godkendt alkotester ved bil- og motorcykelkørsel i Frankrig. Reglen håndhæves dog ikke, men vil du være på den sikre side, kan du medbringe alkotesteren alligevel, da det vil lette situationen, hvis du skulle blive stoppet af politiet.
Hvilke regler gælder for parkering i Frankrig?
Orienter dig om de lokale parkeringsregler, før du parkerer bilen. Ulovligt parkerede biler kan blive slæbt væk, og du skal betale omkostningerne for det. I nogle franske byer kan parkeringsbøder kun kan betales i selve Frankrig og ikke via bankoverførsel fra Danmark, når du er kommet hjem.
Læs mere: Få overblik over regler om p-skiver i Europa og undgå afgift
Standsning og parkering er kun tilladt i højre side på veje med to vognbaner. I ensrettede gader er standsning og parkering tilladt på begge sider, hvis gaden er bred nok.
I Paris og omegn er det forbudt at parkere samme sted i over 24 timer. I Paris er det muligt at købe et forudbetalt parkeringskort "Paris Card" i kiosker.
Læs mere: Handicapparkering i EU-lande
Hvordan er reglerne for camping i Frankrig?
Camping uden for offentlige campingpladser er kun tilladt med tilladelse fra offentlig myndighed eller lodsejer. Campering er forbudt i statsskove, nationalparker, ved strandene og i særlige naturområder. Overnatning er forbudt langs gader/veje og frarådes på rastepladserne.
I Paris er det forbudt at parkere campingvogne/autocampere i området fra Champs Elysées til Place de la Concorde, og i områderne Champs de Mars, Bois de Boulogne (uden for campingpladserne) og i Bois de Vincennes.
I Frankrig findes en lang række bjergpas, hvoraf nogle ikke er egnet til campingvogn. Vær også opmærksom på, at en del bjergpas er helt eller delvist lukkede fra oktober/november til april/maj.
Er der krav om særlig skiltning på køretøjer over 3,5 t?
Frankrig har indført krav om advarsler om blinde vinkler på køretøjer over 3,5 ton – det gælder også for f.eks. autocampere. Der skal monteres skilte/mærkater, der advarer om blinde vinkler (på fransk: angles morts). Disse kan købes på tankstationer nær grænsen eller online.
Advarselsskiltene skal fastgøres på begge sider af køretøjet og bagpå, og de skal være 25 cm høje og 17 cm brede. Man skal sikre, at køretøjets nummerplade og kendingsbogstaver ikke dækkes, ligesom lygter og førerens udsyn heller ikke må dækkes. Advarselsskiltene må ikke monteres på glasoverflader såsom sidevinduer eller bagruder.
Hvis det er teknisk muligt, skal advarselsskiltene fastgøres bag på køretøjet til højre for den langsgående midterakse i en højde på mellem 0,9 m og 1,5 m fra jorden. Skiltene på siden af køretøjet skal anbringes på venstre og højre side i den første meter af køretøjets front og sidde i en højde på mellem 0,9 m og 1,5 m over jorden. Hvis dette er umuligt af tekniske årsager, skal skiltene placeres, så tæt på kravene som muligt – dog højst 2,1 m fra jorden.
Autocampere kan vælge frit, om der bruges advarselsskilte med bus- eller lastbilsymbol. Selvom nogle forhandlere tilbyder en version af advarselsskiltene med et autocampersymbol, kan det ikke anbefales at bruge disse, da de ikke opfylder de officielle krav.
Læs mere: De franske myndigheders infoside (eksternt link)
Hvilke hastighedsgrænser gælder i Frankrig?
I byen er hastighedsgrænserne 50 km/t som i Danmark, og ellers gælder følgende:
Køretøj | Motorvej | Motortrafikvej | Landevej |
Bil samt bil m/anhænger med samlet vægt under 3500 kg | 130 km/t* | 110 km/t | 80 km/t |
Køretøj over 3500 kg | 110 km/t* | 100 km/t | 80 km/t |
Bil m/anhænger med samlet vægt over 3500 kg | 90 km/t* | 90 km/t | 80 km/t** |
Bilister, der har haft kørekort i mindre end 2 år, skal følge de lave hastighedsgrænser for landevej, motortrafikvej og motorvej, der er angivet i skemaet herover.
*Minimumshastigheden i motorvejens venstre spor er 80 km/t.
**Hvis totalvægten af campingvogn/trailer overstiger værdien af bilens totalvægt, er hastighedsgrænserne lavere, hvis 1) overskridelsen er mindre end 30%: 65 km/t, eller 2) hvis overskridelsen er mere end 30%: 45 km/t. I disse tilfælde skal et skilt på bagsiden af campingvogn/trailer vise den maksimale hastighed. Vogntoget må ikke køre i overhalingsbanen (venstre vognbane) på en 3-sporet motorvej. Mærkerne kan købes på tankstationer i Tyskland og Frankrig.
Gælder andre fartgrænser ved lav sigtbarhed/dårligt vejr i Frankrig?
I dårligt vejr, såsom kraftig regn, sne, og slud, skal farten sænkes til:
Landevej: 80 km/t
Motortrafikvej: 100 km/t
Motorvej: 110 km/t
Hvis det er tåget med sigtbarhed mindre end 50 meter, skal hastigheden sænkes til 50 km/t på alle veje.
Hvad skal du gøre, hvis du er involveret i et trafikuheld i Frankrig?
Enhver person, der er involveret i en ulykke, skal give sin identitet til de andre involverede personer. Hvis ulykken medfører personskade skal politiet tilkaldes.
Læs mere: Sådan forholder du dig ved uheld i udlandet
Er der miljøzoner i Frankrig?
I flere europæiske lande er der indført miljøzoner og andre kørselsrestriktioner eller -forbud. Nogle lande har krav om køb af miljømærkat eller registrering af bil, hvis man ønsker at køre i miljøzoner. Få overblikket i vores artikel om emnet.
Læs mere: Miljøzoner og mærkater i Europa
Skal man betale vejafgifter i Frankrig?
I flere europæiske lande skal man betale vejafgifter for f.eks. at køre på motorveje, gennem tunneller og bjergpas og over broer. Betaling kan foregå på stedet, ved køb af mærkat, eller ved brug af elektronisk enhed eller andet. Få overblikket i vores artikel om emnet.
Læs mere: Vejafgifter, mærkater og betaling i Europa
Gælder særlige regler om sikkerhedsudstyr i Frankrig?
I flere europæiske lande er der andre regler for hvilket sikkerhedsudstyr, det er obligatorisk at medbringe i bilen.
Få overblikket i vores artikel om emnet.
Læs mere: Regler for sikkerhedsudstyr i bilen i Europa
Hvad gælder om bøder i Frankrig?
Politiet kan idømme og opkræve bøder på stedet op til 750 euro. Får du en fartbøde i Frankrig, har du ret til fotodokumentation.
Det kan du få ved at sende en forespørgsel samt kopi af bødedokumentation, registreringsattest og pas til:
Centre Automatise de Constation des Infractions Routieres
Service Photographies
CS 72202, 35094 Rennes Cedex 9, Frankrig
Vær opmærksom på, at ønsket om fotodokumentation ikke udsætter beslutning om at betale eller bestride bødeforlægget. Du har mulighed for at betale en fartbøde online via hjemmesiden www.amendes.gouv.fr/portail (eksternt link).
Få overblik over, hvilke regler der gælder om bøder i Europa, og se de aktuelle takster for udvalgte trafikforseelser i vores artikel om emnet.
Læs mere: Få overblik over bøder i Europa
Hvor finder man trafik- og vejrinformationer?
Det kan være en god idé at orientere sig om vejr- og vejsituationen, inden du kører af sted på bilferie, og mens du er på ferie.
FDM har samlet en række links, hvor du kan holde dig orienteret.
Læs mere: Gode links til vej- og trafikinformationer
Kan der gælde andre regler om autostole i udlandet?
Der kan være forskellige regler for autostole og for hvordan børn skal fastspændes i bilen i andre lande. Se vores samlede oversigt, så du ved, hvilke regler du skal følge i Frankrig og andre lande, du eventuelt skal til.
Læs mere: Regler for autostole i andre lande
Kan der gælde andre regler for vinterdæk i udlandet?
Flere lande i Europa – herunder Frankrig – har regler om brug af vinterdæk, pigdæk og snekæder. Vær også opmærksom på, at der kan være andre krav til dækmønsterdybde i andre lande.
Læs mere: Regler om vinterdæk i andre lande
Mangler du noget til kør selv-ferien?
I FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter og udstyr til kør selv-ferien. Du behøves ikke være medlem af FDM for at handle i FDMshop.dk.