Ford Focus - årets bil med brum
Motors vurdering
Ford Focus
- Køreglad model
- God fralægningsplads
- Kæmpe bagagerum
- Motorstøj
- For fast affjedring
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.5 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning159 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment240 Nm
-
Topfart206 km/t.
-
Acc. (0-100)9,1 sek.
-
Køreklar vægt1.581 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum608 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:467 cm B:183 cm H:147 cm
Motors tal
- Målt forbrug 17 km/l
- Beregnet økonomi 3,85 kr./km
Ligesom BMW er Ford kendt for køreglæde. Uanset om du køber en basismodel eller toppen af poppen, så har en Fiesta, Focus eller Mondeo altid budt på klassens mest underholdende køreegenskaber, uden at komforten er gået fløjten. Køreglæden er også stærkt medvirkende til Focus’ nyvundne titel som Årets Bil i Danmark 2019.
Køreglæden findes også i de fleste udgaver af den nye Focus, der blev lanceret sidste år. Men i den sportslige udstyrsversion ST-Line er det, som om harmonien er blevet væk. Dels er der for meget støj fra udstødningen, dels er affjedringen så sportslig, at alle små ujævnheder i asfalten mærkes.
Læs også: Motors test af Ford Focus 1.0 EcoBoost ST-Line
Men der er også mange gode oplevelser i Focus. Der er god plads i kabinen, både foran og især bagi, hvor gulvet er næsten plant, så midterpassageren har rimelig god plads til fødderne. Udsynet fra alle pladser er også godt, men på bagsædet savner man friskluftdyser i midten.
Tre eller to cylindre
Vil du have en benzinmotor, så findes Focus p.t. kun med to varianter: den lille 1-litersmotor og denne kraftigere 1.5-litersmotor. Begge har kun tre cylindre, men da de har cylinderfrakobling, kører de reelt på to cylindre fra tid til anden. Tocylinderdriften kan godt høres, og er man motorentusiast, vil det kunne irritere lidt, fordi der er små rystelser.
Langt de fleste bilister vil glæde sig over en motor, der trækker godt fra bunden af. Testbilen havde 150 hk, men den fås også med 182 hk for en merpris på godt 2.000 kr. Den bør man overveje.
Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i mellemklassen
Når du kommer bag rattet, er det tydeligt, at køreglæden er i centrum. Styretøjet er godt vægtet og byder på god feedback. Den føles lidt stram, og det passer godt til Focus’ sportslige ambitioner.
Testbilen havde 18"-fælge, hvor 17" er standard. Det er nok en del af forklaringen, men uagtet fælgdimension, så virker affjedringen for hård. Kører du over et vejbump, går det godt, men når du kører på langture, mærkes det, at bilen småsitrer hele tiden. Derfor anbefaler vi i stedet Titanium-versionen, og det koster en stjerne i den samlede vurdering af denne ST-Line.
Elektroniske hjælpere
Automatisk nødbremse er standard på Focus, men vil du have adaptiv fartpilot, er det ekstraudstyr på alle udstyrsvarianter. Det burde være standard på topmodellerne. Den fungerer godt og holder fint afstand til bilerne foran. Dog holder den ikke øje med vognbanen til venstre, så den overhaler indenom, hvis du ikke selv er årvågen.
Med skiltegenkendelse kan den også automatisk sætte hastigheden. Men den genkender ikke byskilte, og nogle gange sætter den hastigheden til 130 km/t. på motorvejsstrækninger, der er nedskiltet til 90 km/t. Det er ganske upålideligt og er frustrerende at køre med. Med i systemet er også en aktiv vognbaneassistent, hvor bilen centreres i vognbanen. Det fungerer heller ikke specielt godt, men det kan heldigvis slås fra.
Ford Focus er en god bil, som passer godt som familiebil. Der er god plads i bagagerummet og på bagsædet til barnevogn og autostole. Men man skal gå i en stor bue uden om ST-Line-versionerne. Vil du købe Årets Bil i Danmark 2019, så tag i stedet søsterversionen Titanium, der i øvrigt er bedre udstyret, og husk at tilkøbe den adaptive fartpilot.