Opel Astra - en god familiebil
Motors vurdering
Opel Astra
- Forsæder
- Udstyr
- Affjedring
- Fralægningsplads
- Skærmløsning
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.4 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning127 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment230 Nm
-
Topfart210 km/t.
-
Acc. (0-100)8,9 sek.
-
Køreklar vægt1.335 kg
-
Maks. påhængsvægt1.420 kg
-
Bagagerum370 liter
-
Akselafstand266 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:437 cm B:187 cm H:149 cm
Motors tal
- Målt forbrug 18 km/l
- Beregnet økonomi 3,55 kr./km
Da Opel Astra i 2016 blev kåret til „Car of the Year“, fremstod den som en bil, der viste vejen for alle konkurrenterne. I mellemtiden har markedet rykket sig videre, og Astra kæmper nu i stedet med at følge med den udvikling.
Det sker ved hjælp af kampagnemodeller med ekstra meget udstyr og skarpe priser. Det er en sådan kampagnemodel, vi her har testet, og den gør det samlet set godt.
De grundlæggende dyder som god plads, flot sikkerhed og gode køreegenskaber holder fortsat, mens motor og gearkasse ikke helt kan hamle op med de bedste på markedet.
Astra er dog på ingen måde et dårligt køb, og særligt kan man glæde sig over en af klassens mest rummelige kabine og et fornuftigt bagagerum.
Fremragende forsæder
Bag rattet har man det i særdeleshed godt, og de standardmonterede ergonomiske forsæder, AGR, er uden tvivl blandt de bedste på markedet. AGR står for Aktion Gesunder Rücken (Kampagne for sund rygholdning) og er et varemærke for sæder, der udviklet i tæt samarbejde med rygspecialister.
Det mærkes i form af et hav af justeringsmuligheder og en generel god siddeposition. Der er varme i både sæder og rat, så man både sommer og vinter kan nyde bilens gode køreegenskaber.
Læs Motors gruppetest af 10 biler i samme klasse som Opel Astra
Fortil er pladsforholdene generelt gode. Men vi savner lidt bedre fralægningsmuligheder til telefon og lignende. Fra bagsædet skulle vi hilse at sige, at der er god knæplads og god loftshøjde, men at der savnes friskluftdyser til passagererne. De kan til gengæld glæde sig over varme i bagsædet.
Kører godt
På FDM Jyllandsringen viser Astra sig fra sin gode side. Den byder på ret sportslige køreegenskaber og er altid i fin balance. Antiudskridningssystemet ESC griber fint ind, hvis man udfordrer bilen mere, end godt er. Men der skal meget til, før man når så langt, for bilen er hele tiden i fin balance. På den måde er Astra et trygt bekendtskab.
På både motorvej og landevejen nyder man godt af et styretøj med en god præcision. Der er desuden indbygget en vognbaneassistent, der skal hjælpe føreren med at blive i vognbanen. Det foregår ved hjælp af kameraet i forruden, der kan se kantlinjerne. Men i praksis føles systemet ikke helt overbevisende, og mens det for nogle år siden var noget af det bedste, man kunne få, må vi nu konstatere, at det er for dårligt. I hvert fald er det kun anbefalelsesværdigt at slå systemet til på motorvej, hvor vognbanen for det meste går lige ud.
Vores testbil var udstyret med en adaptiv fartpilot, og det er nyt, at det fås til Astra. Den fungerer godt, og sammen med automatgearet kan den bremse bilen helt ned til stilstand. Desværre koster systemet 10.000 kr. ekstra, og det er ganske enkelt for meget al den stund, at mange af konkurrenterne har dette nyttige udstyr som standard.
Nødbremsen blev testet på FDM Jyllandsringen. Her nåede vi en maksimal hastighed på 50 km/t., før bilen ikke længere kunne nå at standse for en forhindring. Det er et flot resultat og stadig blandt de bedste på markedet.
Billig stationcar
Vi har regnet på de samlede omkostninger ved at holde en Astra som denne over en periode på fem år og 100.000 km. Indregner man alle udgifter og inkluderer værditab og rentebyrde, lander man på en samlet udgift på 3,55 kroner pr. km.
Det er nogenlunde som gennemsnittet af klassen, men noget højere end for eksempel en VW Golf eller Toyota Auris med tilsvarende udstyr. Det er således hverken økonomien eller garantien på bare to år, der i sig selv taler for et køb af bilen.
Så ser det langt bedre ud, hvis man påtænker at privatlease den. Opel har i øjeblikket gode tilbud med lave førstegangsydelser og rimelige månedlige ydelser. På den måde kan Astra let blive økonomisk attraktiv. Og vælger man alligevel at købe, så er det værd at overveje Astra som stationcar. Den koster kun 9.000 kr. ekstra.