Feltet til årets bil i Europa er snævret kraftigt ind. Juryen bag titlen har nu stemt sig frem til de syv finalister.
Det er syv meget interessante – og meget forskellige - bilmodeller, der indtil 1. marts kan kalde sig 'Finalist Car of the Year 2021. Den dag vil vinderen af titlen blive offentliggjort.
Fra Danmark er det FDMs og Motors Søren W. Rasmussen, der har stemt, og han er ikke uenig i afgørelsen:
- Jeg havde selv fire af de syv biler på min stemmeseddel, men er overordnet tilfreds med finalefeltet, hvor alle syv biler på hver sin måde gør sig positivt bemærket, og hvor alle syv enten fås som rene elbiler eller mere eller mindre avancerede hybridbiler.
De syv finalister
(med link til Motors test eller forpremiere)
Citroën C4
Cupra Formentor
Fiat 500 Electric
Land Rover Defender
Skoda Octavia
Toyota Yaris
VW ID.3
Sådan stemte Søren W. Rasmussen
(med link til Motors test eller forpremiere)
Citroën C4
Fiat 500 Electric
Polestar 2
Seat Leon
Toyota Yaris
VW Golf
VW ID.3
Inden den endelige afstemning om vinderbilen kan finde sted, skal de syv finalister testes intensivt, hvilket på grund af Covid-19 foregår mere individuelt end normalt.
Vinderen offentliggøres mandag den 1. marts 2021 ved en live transmission fra Geneve, hvor der under normale omstændigheder også ville have været en stor international biludstilling. Den er igen i år aflyst.