En af verdens største bilproducenter, Stellantis, accelererer nu den elektriske omstilling og skruer op for sin forventning til salget af elektriske biler.
Det sker med en ambitiøs og detaljeret plan, som ser ud til at være det hidtil mest omfattende elbil-projekt lanceret på én gang fra noget bilfirma.
Mindst 70 procent af salget i EU-området vil i 2030 bestå af elektriske biler, sagde chefen for Stellantis, Carlos Tavares, da han fremlagde den store plan. De 70 procent omfatter – i modsætning til andre producenters annoncering – dog også varevogne.
Batteri, hybrid og brint
Elektriske biler er i denne sammenhæng ’lavemissionsbiler’, dvs. elbiler, plugin-hybrider og brintbiler. Den nye plan omtaler dog ikke brintbiler, men Stellantis har tidligere i 2021 annonceret brintdrevne varebiler.
Ud af de 70 procent lavemissionens-biler vil langt de fleste - 80 procent - være rene elbiler, oplyser Stellantis-chefen. Det svarer til, at ca. 55 procent af alle solgte biler i 2030 vil være rene elbiler.
Samme pris om fem år
Stellantis-chefen erklærede også, at fra 2026 vil batteri-elbiler totalt set koste det samme at eje som en bil med forbrændingsmotor - helt uden tilskud.
Stellantis er hos os mest kendt for mærkerne Peugeot, Citroën, Opel, Fiat og Alfa Romeo.
Selv om meldingen teknisk set er meget ambitiøs, bringer det ikke Stellantis forrest i kapløbet om at erklære forbrændingsmotoren helt død. En del firmaer stiler mod 100 procent rene elbiler i 2030.
Alle nye elbiler i 2021 og 2022
Markant er dog Stellantis plan om, at Opel allerede fra 2028 kun vil sælge rene elbiler, når det gælder personbiler.
225 milliarder kr. på fem år
Stellantis bruger 225 mia. kr. frem til 2026 på udvikling af elbil-teknik og software, der relaterer sig direkte til elteknik og batterier. Det svarer til 45 mia. kr. i gennemsnit om året.
Små og meget store batterier
De fire platforme bliver tilbudt med et bredt spektrum af batteristørrelser og dermed rækkevidder. Det største batteri bliver på over 200 kWh.
● Small: 37-82 kWh
● Medium: 87-104 kWh
● Large: 101-118 kWh
● Frame: 159-200+ kWh
Strategien indeholder en meget detaljeret teknisk plan for platforme, batteriteknik, opladningsnetværk m.m. Det ligner en gigantisk Lego-kasse, hvor man skal holde tungen lige i munden for at overskue de enormt mange kombinationsmuligheder.
Fire nye platforme til elektriske biler
Der udvikles fire elbil-platforme på globalt plan, hvoraf særligt de to mindste skal bruges i Europa.
Den byggeklods, der kaldes STLA Small, giver mulighed for en officiel rækkevidde på op til 500 km. STLA Medium, som skal bruges til de lidt større og dyrere modeller, kan klare op til 700 km. De to platforme primært til Nordamerika er designet til 800 km.
Udviklingen af den store platform er godt i gang, og Stellantis vil lancere otte nye elbiler med den teknik de næste tre-fem år.
480 km på 15 minutter
De fleste platforme vil bruge dagens gængse 400 volt-standard, mens den største også kan få 800 volt med mulighed for ekstra hurtig ladning. Hurtigste ladetid lyder på 32 km’s kørsel pr. minuts ladning – eller teoretisk set 480 km på et kvarter, hvis batteriet kunne holde det høje tempo hele tiden.
Tre motor-moduler
Der kommer tre motor-moduler, kaldet EDM:
EDM 1: 95 hk, 400 volt
EDM 2: 170-245 hk, 400 volt
EDM 3: 204-450 hk, 400/800 volt
De fire platforme kan kombineres med mange batteristørrelser og tre typer batteri-kemi. Fra 2024 ventes to batterityper klar: et batteri med højt energiindhold og et uden nikkel og kobolt. Og så allerede i 2026 ventes ‘fremtidens batteri’, faststofbatteriet, klar i den første udgave.
Mange muligheder
Platforme og batterier kan kombineres med yderligere en fleksibel mulighed: tre typer motorer (inkl. gearkasse og omformer), som tilmed kan justeres i ydeevne. Disse kan tilpasses for-, bag- og firehjulstræk samt plugin-hybrid (4xe).
Stellantis har desuden besluttet, at den centrale software-udvikling skal klares af firmaet selv for at have styr på den stadig vigtige del af biludvikling og for at bevare hvert mærkes særlige karakter. Dog skal ting som instrumenthus m.m. bygges og udvikles af partnere.
Tre store batterifabrikker
Batteriproduktion vil koncernen også have fuld kontrol med, og har nu aftaler på plads om tre store batterifabrikker i Europa – i hhv. Frankrig, Tyskland og Italien.
Selv om udviklingen og omstillingen er kostbar, erklærer Stellantis, at firmaet har tænkt sig at have en tocifret fortjeneste af omsætningen – en særdeles høj profitrate i bilindustrien.
Elektriske slogans
Med den nye plan har Stellantis offentliggjort elektriske slogans for alle 14 mærker. Nogle er mere elegante end andre...
● Abarth – ‘Heating Up People, But Not the Planet’
● Alfa Romeo – ‘From 2024, Alfa Becomes Alfa e-Romeo’
● Chrysler – ‘Clean Technology for a New Generation of Families’
● Citroën – ‘Citroën Electric: Well-Being for All!’
● Dodge – ‘Tear Up the Streets… Not the Planet’
● DS Automobiles – ‘The Art of Travel, Magnified’
● Fiat – ‘It’s Only Green When It’s Green for All’
● Jeep – ‘Zero Emission Freedom’
● Lancia – ‘The Most Elegant Way to Protect the Planet’
● Maserati – ‘The Best in Performance Luxury, Electrified’
● Opel/Vauxhall – ‘Green is the New Cool’
● Peugeot – ‘Turning Sustainable Mobility into Quality Time’
● Ram – ‘Built to Serve a Sustainable Planet’
● Commercial Vehicles – ‘The Global Leader in e-Commercial Vehicles’