Toyota Yaris – Bedste billige minibil i 2024
Motors vurdering
Toyota Yaris
- Køreegenskaber
- Motor
- Komfort
- Udsyn
- Nøglestart
- Skiltegenkendelse
Fabriksdata
-
Motor1.5-liters motor – 3 cylindre – forhjulstræk
-
CO2 udledning125 g/km
-
Effekt125 hk
-
Moment153 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)9,0 sek.
-
Køreklar vægt1.045 kg
-
Maks. påhængsvægt850 kg
-
Bagagerum286 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti: Maks. 100.000 km
-
MålL:394 cm B:175 cm H:150 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,50 kr./km
Versionen udsolgt
Da Motor testede denne version af Toyota Yaris i juni 2024, forventede Toyota at have biler på lager året ud. Da magasinet udkom, var den imidlertid udsolgt. Vi beklager.
Den blev Car of the Year i 2021, og nu har den netop fået en opdatering af den meget milde slags. Det er primært detaljer for og bag, der er ændret, men det gør ikke så meget, for udgangspunktet var godt.
Billigste udgave koster lige under 200.000 kroner, og her har vi fået fat i en Style-udgave til 211.000 kroner. I forhold til grundudgaven er den så udstyret med 16”-alufælge, LED-lygter foran og en køler i sort højglans.
Man kan derfor snildt klare sig med den billigste udgave, hvis man vil holde budgettet under den magiske grænse på 200.000 kr.
Hvordan kører Toyota Yaris?
I alle tilfælde er bilen udstyret med en trecylindret motor på 1.5 liter, som yder hele 125 hk. Det er ret meget i forhold til konkurrenterne, og det er en af årsagerne til, at bilen føles letkørt, uden at den af den grund er direkte hurtig.
Yaris sælges oftest med hybridmotor, men her er det altså udgaven med manuelt gear, vi har valgt at se nærmere på. Det holder prisen nede.
Uanset udstyrsniveau har alle udgaver sikkerhedspakken Toyota Safety Sense som standard, og den omfatter bl.a. en adaptiv fartpilot og en avanceret nødbremse. I denne nye udgave er det forbedrede kameraer og sensorer, der understøtter funktionen, der dermed er blevet mere præcis i sin måde at reagere på.
Det oplevede vi på både motor- og landevej, hvor bilens assistentsystemer på fin vis hjalp med både at fastholde bilen i vejbanen og advare, hvis der var fare på færde. Det er let at aktivere og deaktivere systemerne via knapper på rattet.
Toyota Yaris er udstyret med den nyeste generation af fabrikkens automatiske nødbremse, der bremser for holdende biler eller cyklister og fodgængere.
Vi testede den ved hastigheder op til 50 km/t., og her fungerede den meget flot, idet den først advarede om faren og dernæst bremsede bilen flot ned, så den holdt lige foran puden, men uden at ramme den.
Vi testede også, om bilen selv kunne bremse, hvis man er ved at bakke ind i f.eks. et legende barn. Det kunne den desværre ikke i denne udgave, og da denne udgave heller ikke har p-sensorer, var det kun billedet på bakkameraet, der kunne advare om forhindringen.
Hvor god plads er der i Toyota Yaris?
Brugsmæssigt overrasker Yaris med sin ret gode bagsædeplads, der er bedre, end det man kunne frygte, når man ser bilens størrelse med en længde på blot 394 cm. Bilens korte længde afsløres dog ved bagagerummet, der med sine 286 liter hører til blandt klassens mindre rum.
Yaris må udstyres med et aftageligt anhængertræk, og det koster monteret med en 13-polet stikdåse 14.588 kroner. Med det monteret må bilen trække op til 850 kg, hvis påhængsvognen har bremser, og ellers kun 550 kg.
På vores testrute med en blanding af motorvej, landevej og bykørsel kørte vi snit 19 km pr. liter, hvilket dermed næsten ramte fabrikstallets 18,9 km pr. liter.
Vi har beregnet, hvad det koster at holde bilen kørende i fem år og 100.000 km, når alt regnes med. Så lander km-prisen på 3,50 kroner, hvilket modsvarer 70.000 kroner om året. Det er en pris, der er lidt højere end gennemsnittet for feltet, når vi regner på de tilsvarende priser for konkurrenterne.
Noter fra testblokken
Fra notesblokken har vi på minussiden, at advarslen for fartoverskridelser er svær at slå fra, og at bagdørene ikke åbner så meget, hvilket kan genere, når man skal montere en autostol. Det er også ærgerligt, at der ikke er lys i baglygterne, når man kører med kørelys.
På plussiden har vi noteret den fine skærm i midten med mulighed for trådløs Apple CarPlay og Android Auto, samt bilens meget fine køreegenskaber på både FDM Jyllandsringen og på offentlige veje.
Og så er fabriksgarantien glimrende med mulighed for en forlængelse, indtil bilen er 10 år, eller til den har kørt 185.000 km. Det kræver, at man holder de planlagte serviceeftersyn hos Toyota.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks