Startspærre, fjernbetjent centrallås og motorstyring. Det er langt mere og andet end bare tændingslåsen, bilnøglen passer til i dag. Moderne bilnøgler kommunikerer nemlig i stigende grad med bilens øvrige elektronik. Derfor skal man også være opmærksom på, at man får alle bilens nøgler med i forbindelse med en bilhandel, da en ny nøgle nemt kan koste op mod 3.000 kroner.
Se også: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet
En bilnøgle er dyrt udstyr
”Der er ikke bare en høj grad af komfortstyring i bilnøgler i dag. Der foregår en større elektronisk kommunikation mellem nøgle og bilens elektronik, end mange er klar over. Derfor er det heller ikke bare et spørgsmål om at få lavet en ekstra nøgle. Det kan betyde, at al bilens elektronik skal programmeres helt om, og er det en masternøgle, man mister eller mangler, kan man i værste fald risikere at skulle have en helt ny motorstyring. En bilnøgle er med andre ord dyrt udstyr,” siger jurist i FDMs rådgivning Dennis Lange.
Selvom langt de fleste biler leveres med to nøgler, er det ikke alle, der er opmærksomme på at få begge nøgler med ved køb af brugt bil. En gennemgang, FDM tidligere i 2013 foretog af 850 slutsedler, viste, at forhandleren i seks ud af ti tilfælde glemmer at oplyse antallet af nøgler. Udover det irritationsmoment, det kan være i det daglige, kan det også vise sig at være anderledes problematisk at mangle en nøgle.
Få nøglerne med på slutsedlen
”Selvom en bil er brugt, skal den som udgangspunkt leveres med det udstyr, der er født med. Det gælder også antal nøgler. Er der kun én nøgle til, skal man derfor enten bede forhandleren skaffe en ekstra eller forlange nedslag i prisen. Mere vigtigt er det at få antallet af nøgler noteret på slutsedlen, da det er vigtigt at kunne dokumentere det over for forsikringsselskabet, hvis bilen bliver stjålet,” siger Dennis Lange.
Læs mere: Få tjekket slutsedlen af FDM