Det store show stråler med elbiler

Den tyske IAA-udstilling er tilbage – nu i nyt format og i München i stedet for Frankfurt. De rene elbiler dominerer, både dem, der er klar i morgen, og i særdeleshed dem, vi skal køre i i overmorgen. Men der er faktisk også et par spændende familiebiler kun med en smule strøm. Se alle nyhederne.

IAA-udstillingen finder nu sted i München.
Nyt om biler

Det store bilshow er tilbage! Eller i hvert fald det halvstore show. Tyskerne har flyttet IAA-udstillingen fra Frankfurt til München og givet det et nyt navn, IAA Mobility.

Men uanset om det skyldes iblandingen af andre transportformer, pandemien eller den generelt dalende interesse for traditionelle biludstillinger er den første større biludstilling i Europa i to år en noget forkølet udgave af sit gamle jeg.

Mange bilmærker mangler

Over halvdelen af bilmærker deltagerne ikke – dog næsten alle tyske med Opel og Ford som markante pjækkere. Heller ikke Toyota, Mazda, Mitsubishi, Nissan, Peugeot, Citroën, Fiat, Jeep eller Volvo er med. Blandt kineserne er Great Walls Wey stort set eneste mærke. 

Men de mærker, som stiller op på IAA Mobility, giver den gas, hvis man ellers kan sige det, når langt de fleste nyheder er elbiler.

Se mere: Bilshow flytter til Alpe-by i håb om bedre tider

Standene er mindre og knap så prangende som ellers (ok, Mercedes-Benz har en gevaldig scene), og der er på grund af covid-19 adgangsbegrænsning til standene – og krav om konstant brug af mundbind. Til dels også udendørs.

Pandemien, restriktionerne og de mange fraværende bilmærker har også sat sit tydelige præg på mediernes tilstedeværelse. Der var ganske tomt i udstillingens pressecenter.

IAA – det tyske bilshow

IAA, der egentlig står for Internationale Automobil-Ausstellung, er Tysklands største bilshow og blandt verdens største og mest betydningsfulde. Udstillingen har rødder til 1897 og har siden 1951 fundet sted i Frankfurt i ulige år. I årtier var den verdens største biludstilling.

IAA-udstillingen hedder nu IAA Mobility.

Efter en særdeles pauver udgave i 2019 – og i lyset af den faldende interesse for traditionelle biludstillinger i Europa – flyttede arrangøren, den tyske bilproducentsammenslutning VDA, messen til München. Det skete under det nye navn IAA Mobility, som dækker over, at messen spænder over andet end biler, bl.a. cykler, droner, ny transportteknologi og grønne løsninger.

Samtidig er udstillingen gjort mere aktiv og nærværende for besøgende. Den er ’demokratiseret’ ved at flytte en del ind på åbne områder i centrum, hvor befolkningen nemt kan se og til dels prøve de nye biler og anden mobilitet.

Foruden elbiler fylder ny teknologi meget. F.eks. har Volkswagens softwareselskab en meget stor stand, lademuligheder er rigt repræsenteret, og automatiseret kørsel er også i fokus. Det virker som om, bilindustrien er begyndt at tro på det igen.

Og så er der brint, cykler, droner og alt muligt andet, som kan præge vores mobilitet i fremtiden.

Motor har taget en virtuel rundtur i Messe München. Her er de vigtigste og største nyheder set med bil-øjne.

Læs om de mange spændende nyheder:

BMW skruer op: 10 mio. elbiler

Smugkik på VW ID.2 – og dens vilde tvilling

Okker, gokker, her her Dacia Jogger

Smart snart klar fra Kina

Renault endelig klar til elektrisk comeback (Mégane Electric)

Renault sætter fart på el-revolutionen

Elektrisk E-klasse excellerer med 660 km (EQE)

Mercedes går amok med elbiler

Kia sætter strøm til Sportage

Endnu flere mærker siger farvel til benzin

Grandios vision om helt selvkørende luksus (Audi Grand Sphere)

 

Motors dækning af andre bilshows

Shanghai 2021: Kinesisk show er stærk på strøm og spøjse nyheder

Genève 2020: Bilshowet der ikke blev

Frankfurt 2019: Elbiler for folket på Frankfurt-show